Undervandskunst

kunst Reflektioner, Finn Richardt Finn Richardt maler vand med olie, og det er han ekspert i. Det drejer sig om lavvandede naturområder, hvor bunden kan ses gennem lysrefleksionerne i overfladen. Vandet er roligt, men dog med dovne dønninger eller små hvirvlende krusninger hen over vandfladen. Den ofte brune og stenede bund ligger under den let urolige overflade, der kun markeres ved hjælp af bølgeformede genskin af himlens kølige blå farve. Derved skabes en yderst realistisk forestilling om tilstedeværelsen af usynligt vand mellem de to flader. Man kan ligefrem vurdere vanddybdens størrelse. Det fornemmes ligeledes klart, at det drejer sig om lidt plumret, bruntfarvet vand, der i nogle billeder er farvet grønt af planteplankton. Således får alle Finn Richardts værker et varmt præg af brunt og grønt med et køligt overtræk af himlens blå skær i overfladen. Man undrer sig over, at væggen under billederne ikke driver af væde. I øvrigt fremkommer der en velsignet afslappet ro i selskab med disse billeder. Kun motorlarmen på Vesterbro bryder denne ro. Det lyder måske som en beskrivelse af kunst, der er udført i en idylliseret romantisk periode, men det er der langt fra tale om. Det skyldes først og fremmest den markante beskæring, Finn Richardt har foretaget i landskaberne. Hovedmotivet er og bliver vandet frem for landet. I visse billeder ses der udelukkende vandflader hvis bølgelinier skaber hele kompositionen. Dette kan godt gå hen og ende i ren abstraktion. Ofte ses landskabet kun som en smal bræmme øverst i billedet. Kronhjorten brøler et helt andet sted. I tidligere værker af Finn Richardt så man ofte nogle svage afspejlinger af et eller andet ikke definerbart under vandet. Det pirrede de mere dramaturgiske sider hos publikum. De ses ikke på denne udstilling. Finn Richardt malede også tidligere diskrete, abstrakte mønstre i sine landskabsbilleder. De ses heller ikke her. Det synes klart, at Finn Richardt i disse nyeste værker er helt optaget af de visuelle og psykisk beroligende effekter, som disse lavvandede naturområder fremkalder, når de nedfældes på lærred. Leif Bøghkultur@nordjyske.dk "Reflektioner". Finn Richardt. Galleri Deco. Til 19. februar.