Undervis i CS:GO og LoL

Counter Strike og League of Legends står højst på ønskelisten for 400 af Aalborgs e-sport-udøvere.

Jakob Kanne Bjerregaard
Counter Strike Global Offensive er et af de populære spil, som nye medlemmer sandsynligvis vil kunne få undervisning i.
Aalborg 5. september 2016 20:24

AALBORG: Snart skal den nye e-sport-klub i Aalborg, Aalborg eSport vælge, hvilke computerspil, de skal satse på. Lige nu leder de efter lokaler, og pladsen og pengene bliver uden tvivl begrænsede. Derfor er det også vigtigt for klubbens bestyrelse at vide, hvilke spil de bør træne klubmedlemmerne i.

Her på Nordjyske.dk satte vi os for at hjælpe den nye bestyrelse lidt og lagde en afstemning op på siden. 400 brugere valgte at stemme, og resultatet taler sit tydelige sprog. Næsten to ud af tre stemte på de to spil Counter Strike Global Offensive og League of Legends. Begge færdigheds- og strategispil med fem spillere på hvert hold, der spiller mod andre hold to og to.

I bestyrelsen har de ikke besluttet sig for, hvilke spil de skal satse på. Men afstemningen her giver en god strømpil for, hvilke spil der er interesse for i byen.

- Afstemningen afspejler helt sikkert, hvad der bliver spillet meget lige nu, og hvilke spil der er mest populære. Som forening er det utroligt vigtigt, at vi lytter til og er med til at støtte lokalområdets interesser. Derfor vil vi også skele til afstemningen, når vi skal udvælge de spil, der skal satses på. Samtidig er det dog også utroligt vigtigt, at vi som forening er med til at spotte nye tendenser og trends. Således at Aalborg eSport bliver en forening, der på sigt kan følge med ligesindede både nationalt og internationalt. Vi kan derfor godt garantere, at der bliver plads til nogle wildcards og anbefalinger fra medlemmerne ind imellem, siger formand Dan Nimand.

Nu mangler de bare at finde lokalerne, og så går den store sponsorjagt ind.

- Vi arbejder hårdt på at finde en base til foreningen, så AES kan blive et samlingspunkt for alle vores medlemmer og blive et sted, hvor man kan mødes for at være sammen og for at udvikle sine evner. Jagten på sponsorer er i høj grad gået ind, og da eSport er et område i hastig udvikling, satser vi også på at kunne indgå nogle interessante samarbejder med sponsorer, der ønsker at være med hele vejen i takt med, at eSporten vokser herhjemme, siger Dan Nimand.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...