Undervisning i grynten og røjser

9. klasse fra Søborg i forståelsespraktik hos gæstfri landmænd

Tine Pedersen i omgivelser, hun ikke anede eksisterede for få dage siden.
Foto: Michael Bygballe

Tine Pedersen i omgivelser, hun ikke anede eksisterede for få dage siden. Foto: Michael Bygballe

SDR.SALTUM:Tine Pedersen, 14 år, indrømmer blankt, at hun er lidt bange for grise. - De skriger og de bliver ret store, konstaterer hun. I denne uge er hun og hendes kammerater fra Enghaveskolen i Søborg fordelt hos gæstfri landmænd rundt om i Jammerbugt Kommune. De skal lære, hvor maden kommer fra, og for Tine indebærer det nærkontakt med de dyr, hun hidtil har spist med glæde, når de er blevet til flæskesteg og frikadeller. Men hun har aldrig gjort sig nærmere tanker om deres tid før supermarkedet. Nu har hun båret smågrise og puffet til søer, der vejer godt 300 kilo mod hendes 53. - Ikke lige mig Hun er indkvarteret hos Helle og Erik Gade på Mellergaard nær Sdr. Saltum. Han avler svin. Mange. I tusindvis. Og Tine jublede ikke ved tanken. - Nu har jeg opdaget, at det er meget spændende. Jeg har også givet grise mad og vasket traktor. Men landmand. Nejtak. Det er ikke lige mig at rende rundt med grise, fortæller hun. Helle og Erik Gade har tit haft skoleelever i forståelsespraktik, som programmet hedder, gennem Landbrugsrådets skolekontakt. - De har godt af at se, hvordan maden produceres, siger han. - Yeah, masser af dyr Tines klassekammerat, Roar Sejr Bramming Hyldkrog på 15, stortrives under de uvante forhold. - Yeah, masser af dyr! Det var min reaktion over at skulle bo hos en kvægfamilie. Jeg kommer fra det indre Nørrebro og alting her er meget anderledes. Der er oplevelser til alle sanser. Jeg interesserer mig for etik og ser, at køerne har det godt. Her er maskiner, jeg ikke anede eksisterede som nu en kæmpe foodprocessor til køerne, og det er en oplevelse at finde ud af, hvad han laver, ham manden, der giver mig mad, stråler han. Roars værtspar, Jane og Palle Koller på Svalegården i Rendbæk, har givet ham en undervisningsbog om kvægavl og den blev hurtigt slugt. Han har fået smag for livet på landet. - Men lad dem være landmænd, der har lyst. Jeg kunne bare godt tænkte mig at bo på landet og have nogle dyr, siger han. Eleverne skal skrive dagbog og de kan også vente besøg af deres lærere. - Jeg går ud fra, at lærerbesøget er som fødevarekontrollen. De kommer bare, tilføjer Roar.