Undervisning i gymnastiksal

Fritidsbrugerne i Gandrup flytter til Hals Skole for en tid

Gandrup 1. september 2004 06:00

GANDRUP: Renoveringen af Gandrup Skole betyder en større omrokering af undervisningen, og skolen har derfor taget den ene af de to gymnastiksale i brug til undervisningen. Borde og stole er sat op, og tavlen hængt op på en ribbe. Skoleinspektør Carsten Søndergaard havde netop været i byggemøde i går, for at se, om han kunne frem-skynde processen. - Vi håber at være færdige med 2. etape efter efterårsferien, og så går vi igang med tredje etape, fortæller Carsten Søndergaard. Fordi skolen har måttet inddrage en gymnastiksal, har fritidsbrugerne af skolen om aftenen skullet finde andre lokaler, indtil renoveringen er færdig. Det er blandt andet badminton og folkedansen. Da Gandrup Skole selv skal bruge hallen til gymnastik må badmintonspillerne bruge andre lokaler, og Gandrup Folkedansere, som har 40 års jubilæum i år, starter således deres nye sæson 22. september på Hals Skole. Næsten alle årene er der danset på Gandrup Skole, og folkedanserne er lovet, at de vender "hjem" når renoveringen er færdig. Hals Kommune har i det kommunale anlægsbudget for 2005 afsat 13 mio. kr. til den sidste tredje etape. Det er planen af renoveringen er færdig inden den planlagte kommunalreform.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...