Undren i Vollsmose efter anholdelser

I Vollsmose frygter beboerne, at nattens anholdelser igen vil få en strøm af dårlig omtale til at skylde ind over bydelen. Politiet må tage fejl, siger de

Politi 6. september 2006 06:00

ODENSE: De ryster på hovedet i Vollsmose. Ingen forstår, hvorfor SH blev anholdt sammen med otte andre natten til tirsdag, mistænkt for at planlægge et terrorangreb. Jo, SH har fuldskæg, og nogle dage går han i moské to-tre gange for at bede, men det gør ham vel ikke til terrorist, spørger folk i Vollsmose, der er trætte af, at deres bydel igen bliver centrum for negativ omtale. De er sikre på, at politiet tager fejl. - Jeg forstår det ikke. Jeg kender dem som flinke mennesker. Det er ikke nogle, der laver ballade, siger Ahmad, der fortæller, at han kender seks af de ni anholdte. Én af dem er SH, som Ahmad gennem fire-fem måneder har arbejdet sammen med i en nærbutik og grønthandler i Vollsmose-kvarteret Bøgeparken. - SH passer sit arbejde. Han er sød, rar, kvik, venlig og snakker altid pænt med kunderne, siger Ahmad. Uden for nærbutikken er der et større opløb af Vollsmose-borgere, der står eller sidder i grupper for at snakke om nattens hændelser. Samtidig vrimler stedet med journalister, der skæver til grupperne, lytter med i snakken eller stiller spørgsmål. Det er hurtigt rygtedes, at en af de anholdte er ansat i den lokale butik, og der er gang i forretningen. Kvinder i lange gevandter, mænd med cigaretter og børn på vej hjem fra skole kigger ind i en lind strøm. Nogle for at handle, alle for at høre nyt om nattens begivenheder. - Har de virkelig anholdt SH, spørger mange og griner lidt, mens de ryster på hovedet. Ahmad nikker og siger “man forstår det ikke, vel?” SH er i midten af 20’erne og kom til Danmark fra Libanon, da han var en lille dreng. Hans forældre er palæstinensere, men han har gået i dansk folkeskole. - Han er meget bedre end mig til dansk, mit danske er ingenting i forhold til hans, siger Ahmad på et absolut forståeligt dansk og viser et rundt nul med tommel- og pegefinger. Ikke alle de ni anholdte bor i Vollsmose, fortæller Ahmad. Men SH gør. Og med anholdelserne natten til tirsdag frygter beboerne, at den berygtede forstad i Odense igen udstilles ensidigt som et belastet kvarter. - I journalister skriver altid negativt om Vollsmose. Prøv nu for en gangs skyld at være ærlige, råber en ophidset mand ind i butikken./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...