Undrer sig over kunstfond

Der var styr på projektet, og det stod klart, at et nyt, stort kunstværk ville komme til at pryde havnefronten i Aalborg inden for få år.

Kirsten Ziegler var formand for kunstfonden frem til slutningen af 2006, og hun undrer sig over, hvorfor man pludselig ikke kan finde et sted til kunstværket, for der er trods alt en hel del kvadratmeter til rådighed på hele strækningen fra Østre Havn til Limfjordsbroen. Arkivfoto: Niels B. Meredin

Kirsten Ziegler var formand for kunstfonden frem til slutningen af 2006, og hun undrer sig over, hvorfor man pludselig ikke kan finde et sted til kunstværket, for der er trods alt en hel del kvadratmeter til rådighed på hele strækningen fra Østre Havn til Limfjordsbroen. Arkivfoto: Niels B. Meredin

Det slår den tidligere formand for Aalborg Kommunes Kunstfond, Kirsten Ziegler, fast, efter at hun i NORDJYSKE Stiftstidende har læst, at den nuværende bestyrelse i kunstfonden har skrinlagt planerne om et kunstværk på havnefronten, fordi det ikke var muligt at finde en egnet placering, selv om kommunen havde samarbejdet med kunstneren Truls Melin i mere end to år. Kirsten Ziegler var formand for kunstfonden frem til slutningen af 2006, og hun undrer sig over, hvorfor man pludselig ikke kan finde et sted til kunstværket, for der er trods alt en hel del kvadratmeter til rådighed på hele strækningen fra Østre Havn til Limfjordsbroen. Samtidig beklager den tidligere formand, at Aalborg går glip af halvanden mio. tilskudskroner fra Statens Kunstfond, som ville betale hovedparten af udgifterne til kunstværket, der ville løbe op i to mio. kr. Kirsten Ziegler har svært ved at genkende den udlægning, som den nuværende formand for kommunens kunstfond, Henrik Thomsen, har af forløbet og begrundelsen for, at man på trods af flere års forarbejde dropper kunstprojektet. Ifølge Henrik Thomsen bliver planerne ikke gennemført, fordi kunstværket ikke kan placeres på selve Limfjorden, primært fordi der skal være plads til krydstogtskibe. Samtidig er planlægningen af havnefronten så langt fremme, at en placering på land heller ikke er hensigtsmæssig. - Jeg kan ikke forstå, at Henrik Thomsen siger, at der ikke var styr på den tekniske del af projektet, og at det derfor ikke var muligt at finde en placering. Vi sagde fra starten, at vi ville have kunstværket liggende på land, og vi mente selvfølgelig, at det var muligt. Ellers var vi ikke gået ind i projektet. I forbindelse med renovering og nybygning på havnefronten mente vi, at der nok skulle blive plads til kunstværket, siger Kirsten Ziegler, der tilføjer, at Henrik Thomsen i sin egenskab af daværende teknisk rådmand også sad med ved møder, hvor kunstværket blev drøftet. Styr på projektet Kirsten Ziegler påpeger, at da hun stoppede som formand for kunstfonden ved udgangen af 2006, var der fuldstændig styr på projektet, og hun var sikker på, at projekt ville blive gennemført. Og den tidligere formand forklarer, at der var glæde blandt medlemmerne i kommunens kunstfond, fordi Statens Kunstfond ville skyde halvanden mio. kr. i kunstværket. Nu står det imidlertid klart, at Statens Kunstfond beholder pengene, og at kunstfonden er skuffet over Aalborgs håndtering af sagen. - Statens Kunstfond er en rigtig god samarbejdspartner at have, og vi var jublende glade, da vi fik at vide, at de ville støtte projektet. For kommunens andel på 500.000 kr. kunne vi få et kunstværk til to mio. kr. Men efter denne sag tror jeg da ikke, at Aalborg kommer til at stå i første række, når Statens Kunstfond skal dele penge ud en anden gang. Det er en skam, hvis det får konsekvenser for Aalborg, siger Kirsten Ziegler. Hun mener, det kan se ud som om, at man simpelthen havde glemt, at der også skulle være plads til et kunstværk, da man gik videre med planlægningen af havnefronten.