Øl

Undskyld, må jeg lige byde på en kold?

HJØRRING:Der er nu engang ikke noget bedre end at give, især når det ikke er en selv, der skal betale. Og så især når der er en grund til det - og når man har lov. Grundlov, så at sige. Så derfor pakkede NORDJYSKEs udsendte denne festdag avisvognen for lige at tage pulsen på såvel løbende som stillestående vendelboer og andet godtfolk - og især deres taknemmelighed. Og jo, den er stor, især når der er varmeflimmer og ikke mindst Grundlovsløb over byen. For som den eneste fik avisens travende medarbejder lov til at tyvstarte. Men dog ganske forklædt som de 2227 andre. Med spritnye tennissko, træningsbukser af ældre dato, og en ganske ny t-shirt, der slet ikke var løbet til, gik det ud i det blå med mindst 30 kolde fra kassen efter optankning. Nummer 370 havde take-off 10 minutter før alle de andre. Avisen havde slået sig ned lige ved official-teltet på Sct. Olai Plads, og her var der linet op med kolde øl og alskens vand fra energidrikke, der lovede såvel energien som humøret tilbage, til sidste nye skud på stammen fra Schweppes, en kølig ting med hyldeblomst. Og så cola især, der skulle vise sig at blive dagens rekordindehaver. Løbeskoene bevægede sig i travende og trækkende tempo gennem menneskemylderet med en flaskeklirrende reklameklædt distributionsvogn, med det formål at distribuere ikke bare dagens nyheder men også en kold fra kassen til byens borgere. Og det overraskede mange. Et par ældre herrer ud for Svaneapoteket lignede lidt nogle tørre kartofler, men når man nu engang kan gøre sig til herre ud i uddelingens kunst, ja, så er det ikke nogen kunst at læske for borgerne. Så alt imens der fra højttaleranlægget lød et "fem, fire, tre, to, én" lød der i Strømgade to gange "psss", og de to tørre kartofler var ikke længere helt så tørre. Men de største aftagere havde dog slået sig ned på Springvandspladsen, som om de lige netop her havde luret, at avisens udsendte ville komme forbi med en vognfuld øl og vand. - Godag, goddag, må jeg byde på en øl eller en vand, skulle bare siges én gang, og så kunne man virkelig kalde sig selv for samfundshjælper. Det blev på ganske få sekunder til en halvtom vogn, og så var løberne ikke engang kommet forbi endnu. En ældre herre blev faktisk så overrasket over dette medietilbud, at han fandt tegnebogen frem, og spurgte til prisen. Men nej, han kunne beholde sin Kongens mønt og få et "skål og go' pinse" i stedet. Men afholdt, det var man denne eftermiddag, der mest af alt kan betegnes som en stjernetid. For efter blot ti minutter var avisvognen så ganske sluppet af med såvel procenter som ikke-procenter, så der skulle tankes op igen. Og denne gang gik det mod løbsretningen. Ganske som første løber nr. 491 rundede Børsen, kunne 370 NORDJYSKE runde Gl. Løkkensvej, hvor folk nærmest havde taget opstilling. Fire svedige stilladsarbejdere, der ikke just kom helligdagen i hu, fik sig en håndfuld fra vognen, mens den enlige førtidspensionist på klapstolen fik sig en juice. Et par mongoler var mere til Faxe Kondi end at deltage i selve løbet, mens et helt haveselskab trak kegler. På første parket på den højtliggende terrasse blev der rakt adskillige øl, vand og nyheder op, og det med dette råb over til naboen fra en modtager: "Der er ikke fler', når han kommer over til Jer"! En tørstig herre takkede nej til dagens avis, da han "ikke var til nyheder, men en pilsner jo, tak", men hvad - han så også ud som om det med "en pilsner, jo tak" ikke var en nyhed. Og endelig lød det flere gange fra alverdens læskemodtagere, hvorfor i alverden de nu gratis skulle begunstiges med koldt i varmen? Tja, NORDJYSKE var jo en af hovedsponsorerne bag dette års Grundlovsløb, men ellers kunne man svare: - Ude på avisen er vi lidt som dem i Fona, vi er sgu så flinke!