Undskyld til apoteket

I min to timers gennemgang og fotografering af Sæby mandag formiddag var jeg lidt hård ved Sæby Apotek. Og det fortryder jeg. I farten, og uden at se mig nok for og tænke mig nok om, kom jeg til at opfatte Sæby Apotek som en ældre, forvansket ejendom med "forkerte vinduer" i både stueetage og på 1. sal. Mandag aften luftede jeg også den opfattelse, men blev senere belært om noget andet ved mødet på Sæby Søbad. Og beklagede selvfølgelig, at jeg ikke havde set grundigt nok på huset. Ved nærmere eftersyn kunne jeg sagtens se, at det var et nyere hus skudt op og forsøgt passet ind mellem de ældre. Og så fortjener det en helt anden vurdering og omtale. Det sagde jeg også på mødet. Men da jeg nu læser mandagsudgaven af Nordjyske Stiftstidende og ser mig loyalt refereret, for hvad jeg sagde mandag på gåturen, føler jeg, at jeg skylder apotekeren og læserne at gentage, at jeg for en gang skyld var lidt for hurtig på aftrækkeren og derfor ændrer opfattelse af huset. Og dermed beklager.