Ung bilist får penge trods uheld

Trafikulykker 27. februar 2003 07:00

VIBORG: En ung nordjysk bilist får alligevel fuld erstatning, selv om både byret og landsret mener, at han var skyld i en alvorlig trafikulykke i 1994. Vestre Landsret har netop dømt modpartens forsikringsselskab til at betale fuld erstatning for de skader, manden pådrog sig, da han under en overhaling kørte frontalt ind i en modkørende bil. Den unge bilist var ved at overhale en lastbil, da han på grund af vejens svage højrekrumning ikke havde set en modkørende bil. Byretten dømte ham for hensynløs kørsel og frakendte ham kørekortet betinget. Normalt ville han på den baggrund kun få en eller to tredjedele af erstatningen, fordi han har udvist egen skyld, men landsretten har valgt den usædvanlige udvej at tilkende ham fuld erstatning. Landsretten lægger vægt på, at overhaling var tilladt på stedet, og at vejens krumning ikke var særskilt markeret. Derfor kørte han ikke hasarderet, men overså alene den modkørende bil. Efter sejren kan den nu 26-årige mand se frem til at modtage yderligere 176.000 kroner i erstatning, samt 50.000 kroner til dækning af sagens omkostninger. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...