Ung dansk speedwaykører gør fremskridt efter ulykke

21-årige Martin Steen Hansen er i bedring efter en speedwayulykke lørdag, hvor han blev lagt i kunstig koma.

Ritzau
Speedwaykøreren Martin Steen Hansen gør fremskridt efter ulykke, skriver hans team på Facebook. Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix
Motorsport 3. september 2018 19:03

Den danske juniorspeedwaykører Martin Steen Hansen gør fremskridt, oplyser hans team på Facebook.

Martin Steen Hansen var lørdag impliceret i et uheld på træningsbanen i Grindsted, hvor han pådrog sig fire brud i ryggen og et par mindre blødninger i hjernen.

- Han gør gode fremskridt i dag. Han bruger nu venstre side arm/ben. Han giver tegn, når vi taler til ham. Han vågner lidt engang imellem, lyder det på Facebook om den 21-årige speedwaykører fra Holsted Tigers.

Han blev efter styrtet på træningsbanen i Grindsted lagt i kunstig koma på Odense Universitetshospital.

- De (lægerne, red.) har forsøgt at tage ham ud af respiratoren. Det var han dog ikke klar til endnu, så der forsøges igen til eftermiddag. Går dette som planlagt, kan han overflyttes til Esbjerg i morgen (tirsdag, red.) eller onsdag, lyder det i opdateringen på Facebook fra tidligere mandag.

Læger vælger ofte efter alvorlige ulykker at lægge patienter i kunstig koma.

Det giver hjernen fred til at komme sig efter skaderne uden risiko for, at patienten vågner for tidligt.

Hvis patienten vågner for tidligt, skal hjernen nemlig bruge ressourcer på sanseindtryk, tanker og muskelbevægelser.

Det kan forlænge helingsprocessen og i nogle tilfælde helt forhindre, at hjernen kommer sig efter skaderne.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...