Skagen

Ung fyr undveg iført håndjern

Fire anholdt ved værtshuset Buddy Holly i Skagen

SKAGEN:Fem unge, tre skagboer, en aalbækker og en hjørringenser, kom ved 5-tiden natten til søndag op at toppes udenfor værtshuset Buddy Holly i Skagen. Politiet i Frederikshavn sendte to vogne til stedet, og alle fem blev anholdt. Patruljerne havde imidlertid blot fire af dem med til afhøring på stationen i Frederikshavn. En skagbo, som var blevet lagt i håndjern, så sit snit til at forsvinde. Ham ledte politiet efter søndag formiddag, og da man ved, hvem han er, regnede vagthavende med, at han vil blive fundet. Ikke mindst fordi man formoder, at han på et tidspunkt gerne vil have håndjernene af igen. En anden af de fire så under tumulten ved anholdelsen også sit til at stikke af. Det var efter, at han var blevet lagt i de såkaldte strips. Ham fandt man dog kort tid efter. Da havde han fået hjælp til at komme af med strips¿en. Tre af de fire, som kom med til afhøring, blev sat i detentionen, fordi de var berusede. Den fjerde, som ikke var beruset, blev løsladt igen efter endte afhøring. Alle fem får et bødeforlæg for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. De to, som stak af fra politiet, får et ekstra bødeforlæg for dén forseelse.