Ung Herning-back til FIK

FREDERIKSHAVN: Den 18-årige ishockey-back fra Herning IK, Stefan Lassen, der er med på det danske U 20-landshold, tørner i næste sæson ud for Frederikshavn IK. - Vi har tegnet en et-årig kontrakt med stortalentet fra Herning IK, der har spillet på samtlige landshold op igennem systemet, fortæller FIK's seniorudvalgsformand John Lie. Stefan Lassen skal afslutte sin gymnasieuddannelse i Frederikshavn, og her skal han også deltage på Nordjyllands Sports College. - Endelig skal han også deltage i det nye kraftcenter under Danmarks Ishockey Union i Frederikshavn, så han kommer med til morgentræningen.. - På backsiden har vi desuden netop lavet en ny et- plus et-årig aftale med landsholdsspilleren Christian Schioldan, og i løbet af de næste par dage forventer vi at nå op på 21 kontraktspillere til den kommende sæson.. - I alt regner vi med at skrive kontrakt med 23 spillere, og de sidste to kan forhåbentlig blive Johan Westermark som anden-keeper og rutinerede Jesper Pedersen på backpladsen, slutter John Lie. jop