Ung herresvømmer tager uventet EM-sølv

Viktor Bromer var næsthurtigst på mændenes 200 meter butterfly ved kortbane-EM. Ny dansk rekord.

Ung herresvømmer tager uventet EM-sølv

Det har indtil videre været kvinderne, der har hevet de danske medaljer hjem ved kortbane-EM i svømning, men nu er mændene også kommet med.

Noget overraskende lykkedes det for den blot 19-årige Viktor Bromer at svømme sig ind på en andenplads i finalen på 200 meter butterfly.

Godt nok havde danskeren også sat næstbedste tid i de indledende heats, men da havde han hakket to sekunder af sin egen personlige rekord, var det usikkert, om han kunne gentage præstationen.

Det kunne han sagtens - og mere til endda. Tiden 1.53,38 minutter var mere end et halvt sekund hurtigere end den foregående tid.

Dermed satte Bromer endnu engang dansk rekord, samtidig med at han kun var 48 hundreddele af et sekund langsommere end den nordiske rekord.

Den ungarske stjernesvømmer Laszlo Cseh kunne Aalborg-svømmeren dog ikke røre. Cseh tog guld i tiden 1.52,11 minutter.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.