Estrup

Ung juniorpløjer fra Thy går efter DM

Mesterpløjer fra Øsløs går nu efter DM i vendepløjning for juniorer

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

22-årige Jens Plougmann Nielsen har siddet på en traktor siden han var spæd. Første gang han var med på en traktor var under en høst, da han var halvanden måned. Foto: Klaus Madsen

ØSLØS:Han er 22 år, netop færdiguddannet landmand fra EUC Nordvest på Morsø landbrugsskole og vinder af næsten alt, hvad der er værd at vinde indenfor vendepløjning for juniorere i Danmark - lige med undtagelse af DM, som han nu har tilmeldt sig i weekenden den 26.- 27. oktober. Navnet er Jens Plougmann Nielsen, og han bor stadig hjemme hos sine forældre i Øsløs. Jens har deltaget i konkurrencepløjning siden han var 17 år, og det startede sådan lidt for sjov. - Det var nogle af mine venner fra Landbo Ungdom, der spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at prøve, og det gjorde jeg så hos nogle venner i Ræhr, der allerede var blevet bidt af det, siger Jens. Selv blev han hurtigt interesseret i sporten, men han var nok allerede da blevet bidt af en gal plovmand, for han har siddet på en traktor, siden han blev født. - Første gang, jeg var oppe på en traktor, var da jeg var halvanden måned. Da tog mine forældre mig med på traktoren under en høst, men om det har betydet noget, ved jeg ikke. Derimod har jeg så ofte jeg kunne komme til det været med min far på traktoren, og han er jo nok den, der har lært mig op i barneårene, siger Jens. Det seneste mesterskab han deltog i var EM, der blev afviklet i England. Da var han oppe mod de hårde drenge, og han opnåede en 23. plads, men det tager ikke pusten fra Jens, der nu har tilmeldt sig DM i Gl. Estrup. - Det er begyndt at blive alvor, og jeg satser nu lidt mere end tidligere. Eksempelvis har jeg netop investeret i en konkurrenceplov. Den købte jeg, da jeg skulle til England. Så lidt alvor er det jo nok ved at blive, og jeg skal jo nok også til at træne lidt mere, nu hvor jeg går efter DM, vurderer han. Det mener Hans kæreste Anni også. - Han kan godt træne lidt mere, synes jeg. Da jeg mødte Jens, vidste jeg slet ikke noget om alt det her, men nu er jeg blevet ligeså bidt af det som ham, og jeg tager med ham rundt til alle de stævner, jeg kan finde tid til. Det er sjovt, siger hun. Jens har også stor opbakning fra sine forældre Karen Margrethe Ploughmann Nielsen og Ivar Nielsen. De tager også med Jens rundt i landet, når han deltager i stævner og mesterskaber. - Det er en uvurderlig støtte for mig, understreger Jens.