Ung kunstner udstiller collager, keramik og billeder

FJERRITSLEV:Fra søndag 6. marts udstiller Ann Mai Lunde Røge i Fjerritslev Kino. Månedens udstilling byder på et bredt udvalg af farver, former og motiver. Hun har gennem de sidste fem år eksperimenteret med flere forskellige materialer og blandingsteknikker. Dette er nu endt i en udstilling, der giver en fin smagsprøve på bl.a. collage, skulptur, keramik, maleri og tegning. - Hvad jeg håber at opnå gennem udstillingen, er først og fremmest en stor håndfuld positiv såvel som negativ kritik af mine arbejder, som jeg kan tage med mig fremover. Desuden er dette min første kunstudstilling, så erfaringen er ikke stor, og man skal jo starte et sted, siger Ann Mai Lunde Røge. Hun ser frem til at tilbringe mere tid indenfor kunstens rammer. Men inden da skal den sidste halvdel af skoleåret i 3.g. på Fjerritslev Gymnasium rundes af, og derefter står vejene åbne for fremtiden. - Inspirationen kommer som regel indefra, men også fra kunstnere som f.eks. Picasso. Jeg har et utal af idéer som hober sig op indeni, og de venter bare på at komme ud! Det eneste, der mangler, er tiden til fordybelse. Udvalget af hendes værker, hvor et par af dem rækker helt tilbage fra efterskoleårene for små fem år siden, repræsenterer en bred vifte af spændende og anderledes kunst.