Ung kvinde anholdt i drabssag

En ung kvinde sigtes for at have medvirket til drabet på en kørelærer, der blev skudt i hovedet bag indskøbscentret Fields på Amager sent onsdag aften.

Drab 26. september 2005 00:11

Efter et langvarigt grundlovsforhør søndag blev kvinden, der er 21 år, varetægtsfængslet for fire uger. Kriminalinspektør Ove Dahl vil ikke udtale sig om, hvilken relation kvinden har til den dræbte Bassem Hussain Sahament men oplyser, at hun kendte manden. Kriminalinspektøren er tavs om de nærmere omstændigheder og henviser til, at grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre. - På nuværende tidspunkt vil jeg ikke sige mere udover, at vi mener, at der mindst er én medgerningsmand på fri fod, siger kriminalinspektøren. Køreskolelæreren blev fundet dræbt på græsarealet bag butikscentret torsdag. Han var blevet dræbt af to skud mod hovedet, og forbrydelsen skete formentlig onsdag aften ved 22-tiden. I nærheden holdt hans bil parkeret. Betjente fandt flere afskudte jagtpatroner i nærheden af liget, og politiet har omtalt sagen som en "regulær likvidering". Den dræbte er af libanesisk herkomst. Han var gift og havde fire børn. Grundlovsforhøret søndag med den unge kvinde varede i næsten tre og en halv time, men kriminalinspektør Ove Dahl vil ikke sige, om hun erkender eller nægter sig skyldig i sigtelsen om medvirken til drabet. - Det er et skridt på vejen, men der forestår stadig en hel del efterforskning, siger Ove Dahl om udviklingen i sagen. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...