Ung kvinde død på Roskilde Festival

En kvinde er af endnu ukendte årsager død på årets Roskilde Festival, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Ritzau
Roskilde Festival Foto: Scanpix/Mathias Løvgreen Bojesen
Danmark 2. juli 2016 07:59

En ung kvinde er død på Roskilde Festival. Det er sket, efter at hun natten til lørdag i sit telt fik vejrtrækningsproblemer.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

- Klokken 02.14 blev en 20-årig kvinde med bopæl i København kørt til sygehuset fra teltpladsen på Roskilde Festivalen med vejrtrækningsproblemer. Hun afgik ved døden på hospitalet, skriver politiet.

Kvinden sov sammen med en veninde i sit telt, da hun fik problemer. Veninden og andre ydede førstehjælp.

- Den 20-årige blev dernæst kørt til sygehuset, hvor hun straks kom under behandling, men hendes liv stod ikke til at redde.

- Politiet er i øjeblikket ved at lave tekniske undersøgelser i det teltområde, hvor kvinden sov. Politiet kender ikke årsagen til dødsfaldet, skriver politiet.

Politiet kan ikke oplyse yderligere i sagen, men vil opklare nærmere lørdag formiddag, når efterforskningen er skredet frem.

Roskilde Festival har for nuværende ingen kommentarer til episoden, oplyser festivalen.

Årets Roskilde Festival slutter i dag, lørdag. Roskilde Festival har i år samlet op mod 130.000 deltagere.

Festivalen har kørt siden 1971 og bliver hvert år afholdt ud for den sjællandske by Roskilde.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...