Ung kvinde gennemtævet i Hadsund

Voldsmænd efterlod 19-årig stærkt forslået - og med hul i hukommelsen.

- Vi ser på sagen med meget stor alvor - og hører rigtig gerne fra vidner, som måske har observeret noget af interesse. Sådan lyder opfordringen fra vicepolitikommissær Johan Nielsen, Himmerlands Politi, efter at en 19-årig kvinde natten til torsdag i sidste uge blev gennemtævet i Hadsund. Uden at offeret i øvrigt kan erindre noget som helst fra timerne omkring overfaldet. Det sidste, pigen kan huske, er, at hun sad og lavede lektier, indtil hun omkring midnat besluttede sig for at gå ned at hæve penge i en pengeautomat. På sin vej forbi Jagtstuen i Storegade observerede hun et par yngre mænd, der virkede temmelig truende. Derfor valgte hun for en sikkerheds skyld at gå bagom værtshuset, men mændene fulgte tilsyneladende efter, greb fat i pigen og gav hende et kraftigt slag i maven. Det næste, pigen husker, er, at hun godt tre timer senere var tilbage i sin lejlighed. Stærkt forslået - og med et stort hul i hukommelsen. - Dét, vi kan konkludere på baggrund af lægeundersøgelsen, er, at det langt fra er blevet ved det ene slag i mellemgulvet. - Den unge kvinde er virkelig blevet gennembanket på kroppen og på armene, men hvordan det præcist er foregået, fortaber sig indtil videre i det uvisse. - Derfor er vi også stærkt interesseret i at høre fra personer, der har færdedes i Hadsunds natteliv natten mellem onsdag og torsdag. Det kunne f. eks. være en taxachauffør eller en hjemmehjælper, der omkring gerningstidspunktet har befundet sig i eller omkring Storegade, foreslår Johan Nielsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden