Vold

Ung kvinde overfaldet i viadukt

AALBORG:En 21-årig kvinde blev natten til onsdag kort efter klokken to overfaldet bagfra i viadukten i Reberbansgade. Den unge kvinde havde været i byen og var lettere påvirket af spiritus, da hun efter at være kommet hjem, fik lyst til chips. Dem gik hun i seven-eleven for at købe, og det var på vej hjem derfra, at hun pludseligt blev grebet om kroppen bagfra og væltet ned på maven. En mand sagde på gebrokkent dansk, at han ville have penge. Om han fik nogle står hen i det uvisse. Kvinden har endnu ikke kunnet gøre rede for, om hun havde sin pung med eller kun havde haft penge til chipsene med. Overfaldsmanden skal efter kvindens forklaring have presset noget hårdt i ryggen på hende, da han holdt hende fast, og hun har også nogle lange kradse- eller ridse-mærker på ryggen. Politiet udelukker, at der kan have været tale om en kniv, idet kvindens tøj ikke var beskadiget. Kort efter overfaldet, løb overfaldsmanden derfra. Kvinden løb tilbage til butikken, hvorfra der blev skaffet hjælp. Kun få spor – Vi har ikke andre spor at gå efter end oplysningen om, at manden talte gebrokkent dansk, og det er jo ikke meget. Fordi kvinden blev væltet ned på maven, kan hun ikke give noget signalement, og vi kan ikke helt forstå mærkerne på kvindens ryg, siger vagthavende hos Nordjyllands Politi. Eventuelle vidner i Reberbansgade fra omkring klokken to til 02.08, hvor overfaldet fandt sted, kan kontakte Nordjyllands Politi på telefonnummer 114. Sagen behandles som forsøg på røveri.