Ung mand får 12 års fængsel for knivdrab på søster

En 27-årig mand dræbte sin søster med kniv efter skænderi om 3800 kroner. Nu skal han 12 år i fængsel.

Ung mand får 12 års fængsel for knivdrab på søster

Østre Landsret har fredag stadfæstet byrettens dom og idømt den 27-årige Christian Møller Christensen 12 års fængsel for drabet på sin storesøster forrige år.

Drabet skete den 4. september 2011 i søsterens lejlighed på Vesterbro i København og var kulminationen på et voldsomt skænderi om 3800 kroner.

Den 32-årige storesøster, Dina Wedelius, døde, da hun fik stukket en kniv gennem halsen.

I Københavns Byret gik otte dommerstemmer på 12 års fængsel, mens en enkelt stemme lød på 14 år, fordi Christian Møller Christensen efterlod storesøsterens blot toårige datter alene i lejligheden efter drabet.

Den dømte sendte efterfølgende en sms til sin mor, hvori han fortalte om den ulykkelige episode.

Christian Møller Christensen har hele tiden nægtet, at han havde til hensigt at dræbe sin søster. Men ved at kende ham skyldig i overlagt drab, afviser landsretten altså, at der kan være tale om et uheld.

I byretten kom det frem, at Christian Møller Christensen spyttede på sin søster under det fatale skænderi.

Hun svarede imidlertid igen ved at stikke ham en lussing, hvorefter skænderiet tog en tragisk drejning.

- Da jeg tog kniven, havde jeg ikke tænkt over, hvad jeg ville. Jeg ville bare give hende et chok. Det var i arrigskab, at jeg lavede et udfald med kniven - det var aldrig meningen, at jeg skulle ramme hende, forklarede den 27-årige i byretten.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.