Ung mand havde jagtgevær og steroider

19-årig havde oversavet jagtgevær og anabolske steroider i Thisted.

Et praj til Thisted Politi om, at en navngiven mand var i besiddelse af et oversavet jagtgevær, viste sig at holde stik, da politiet tirsdag aften foretog en ransagning på en adresse i Thisted. Ransagningen fandt sted hos en 19-årig mand. På adressen fandt politiet ganske vist ikke det oversavede jagtgevær, men derimod en del anabolske steroider, som blandt andet bruges i bodybuilderkredse. Men den 19-årige valgte alligevel at lukke op for posen. Så lidt senere fandt politiet det oversavede jagtgevær i en kælder på en anden adresse i Thisted by. Det forlyder ikke noget om, hvorfor den 19-årige havde det oversavede jagtgevær og hvad han skulle bruge det til. Men både gevær og de ulovlige piller blev konfiskeret. Den unge mand kan nu forvente en sigtelse for overtrædelse af våbenloven, hvis det viser sig, at han er ejer af jagtgeværet. Desuden kan han vente en sigtelse for overtrædelse af den relativt nye lov om forbud mod visse dopingmidler.