Ung mand i fængsel for vold i Jernbanegade

21-årig blev idømt 20 dages ubetinget fængsel for uprovokeret gadevold under våd bytur i Hjørring

HJØRRING:Hvor mange gange råbte en pige "drengerøv" efter en 21-årig mand, før han blev så vred, at han skubbede til hende, så hun faldt? Og bagefter slog hendes storebror i hovedet? Og var det en lussing eller et knytnæveslag, han uddelte? Det var stridens kerne, da en 21-årig mand fra Hjørring torsdag i byretten stod tiltalt for vold. Episoden fandt sted i Jernbanegade natten mellem den 26. og 27. februar i år. Vold mod bror og søster Manden var i retten kun tiltalt for at have slået broderen, en 28-årig mand fra Hirtshals, mens søsteren havde valgt ikke at anmelde ham. Han erkendte sig skyldig i at have slået med flad hånd. Alle tre var berusede, da episoden fandt sted. Den unge mand var ophidset over at blive smidt ud fra en af byens restaurationer og havde diskuteret heftigt med dørmanden. Søskendeparret stod ved et spisested i nærheden og kiggede på. Den 21-årige mener, at pigen råbte "drengerøv" og lignede ord efter ham. Det gjorde ham så vred, at han gik hen og skubbede til hende med begge hænder. - Jeg følte ikke, det var retfærdigt, at hun henvendte sig til mig, for jeg havde ikke noget udestående med hende, forklarede han. Pigen derimod mener ikke, at hun råbte noget, men at hun blot havde sagt til sin bror, at hun mente manden var en "drengerøv." En anden måtte have sagt det videre til den 21-årige, mente hun. Hendes bror og den sigtede nåede dog til enighed om, at det kunne være en lussing, han havde uddelt den nat og ikke et knytnæveslag, som han var tiltalt for. Broderen havde intet gjort for at provokere den unge mand ud over at gå frem mod ham, da søsteren blev skubbet. - Jeg var oppe at køre på det tidspunkt over alt det, der var sket. Da han så træder frem, tror jeg, at jeg skal have en på hatten, sagde den 21-årige. Derfor uddelte han slaget, der resulterede i et hul i broderens trommehinde, midlertidig tinnitus og nedsat hørelse på venstre øre. Ubetinget fængsel Anklageren krævede 30 - 40 dages ubetinget fængsel, mens forsvareren mente, at en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste var nok. Retten nåede dog frem til, at der var tale om uprovokeret vold og gadevold, og det blev takseret til 20 dages ubetinget fængsel, en bøde på 1590 kroner til den forurettede samt betaling af sagens omkostninger. Den 21 årige er tidligere straffet og har i den forbindelse været under antabusbehandling. Han afsonede stadig en betinget dom, da voldsepisoden skete og udbad sig betænkningstid om, hvor vidt han vil anke dommen.