Litteratur

Ung mand i ingenmandsland

Bosniske Alen Meskovic finder ro i storbyen, hvor alle og ingen er fremmede

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Jeg kan huske, hvad jeg kan. Andre kan huske noget andet. Som Peter Seeberg sagde, så stoler han mere på fiktion end på erindringer, siger Alen Meskovic om at vælge romanformen frem for at genfortælle sin egen historie. Foto: Jens Astrup

- Jeg lagde ligesom et slør mellem mig og virkeligheden, lyder det næsten lakonisk fra Alen Meskovic, der har bedt om en øl for "lettere at kunne snakke" om den roman, den snart 34-årige bosniske forfatter i dag debuterer med. "Ukelele-jam" handler om ham og så alligevel ikke, men hovedpersonen Miki er så tæt på Alen, at han beskytter både sig selv og en kommende fortsættelse, når han lægger låg på, hvor meget han vil fortælle om sit eget liv. - Det er ikke fordi, jeg ikke oplevede grusomme ting, men de var så absurde, at jeg kunne se dem som en film. Som om, det ikke var mig, der oplevede dem. Det blev den måde, jeg overlevede dem på. Og det er vel derfor, jeg kan skrive dem om til en roman, funderer Alen Meskovic om de mere end to år i en flygtningelejr i et nedlagt feriecenter i Kroatien, hvor europæere holdt ferie og sommerfri på samme strand, som bosnierne var fanget på. For fanget var de, omend de ikke var fængslet. De var fordrevne, familierne i barakkerne D1, 2 og 3, uden penge og håb, men samlet i uvished og mødt med nedladenhed og hverdagens gentagne ydmygelser. Krig og had. Mord. En konkret virkelighed med små, modbydelige mobberier fra tidligere naboer og store savn for fremtiden udløst i længslen efter et par Converse, som teenageren Miki får sparet sammen til, mens faren bliver vred og blot ønsker fortiden tilbage, et praktisk liv i den velkendte hjemby. - Jeg overlevede vel også, fordi jeg var teenager. En ung mands livslyst kan få en igennem meget, konstaterer han, der skrev de første scener til bogen om årene i lejren på bosnisk. De blev skrevet i 1996, efter at han to år forinden flygtede helt alene fra centret og kom til Danmark, hvor han allerede efter et halvt år begyndte på gymnasiet i Nyborg. Mission: Understanding Tre år senere var han student, og i 1999 indskrev han sig på Odense Universitet. Han læste litteraturvidenskab, flyttede til København, læste videre, fik forskellige job, skrev digte, blev far, og debuterer nu med en roman. Skrevet på dansk. En kraftpræstation. Han ser ydmygt frem for sig, da han spørges, om de store ord hører til ham. Kækheden kommer og går, han er ung og så alligevel ikke. Ligesom Alen og Miki er delt og samlet på samme tid, har også Alen i sig selv slør indeni. - Man kan meget mere, end man tror, siger han og fortsætter: - Det gælder os alle sammen, tror jeg. Det er så banalt, ikke? Men vi har ikke noget valg, vi skal være til, og som ung vil man leve. Jeg tror ikke, jeg er så anderledes end andre. Han er "ikke nervøs, men spændt på" anmeldelserne. Han har gjort, hvad han kunne, fordi "min historie også er mange andres historie". Han var også bare en teenager med store tanker og følelser og en lyst til at drukne verden i piger, præcis som alle andre drenge på den alder. Men mens han blev voksen i Danmark, arbejdede han videre med sin egen historie på mange flere planer end andre knægte. Han lærte sig sit nye lands sprog til perfektion, lærte sig litteraturens virkemidler og senere hele kulturformidlingen, som han blev cand. mag. i. Han havde noget, der skulle ud, og ville sørge for, at redskaberne var i orden. - Jeg skrev speciale om Balkan. Og, jamen, Eksjugoslavien er et paradoksernes land, det er helt vildt, udbryder han med dagligdagens sprogbrug, som han mestrer tillige med det nørdede fagsprog, poesien i sin digtsamling, og nu romanens gengivelser af liv mellem mennesker. - Der er så mange skel dernede. Mellem alt og alle. Her i København har vi en jyde (Frank Jensen, S, red.) som borgmester, uden at det giver anledning til diskussioner. Det kunne ikke lade sig gøre i Eksjugoslavien. Det kan være svært at forstå, men sårene fra borgerkrigen er ikke helede, og meget af det ligger langt længere tilbage. Nationalitet: Blandet Alen voksede op med sin mor og far, søster og bror i en mellemstor by i Bosnien. Farens familie var blandet, han kendte ikke selv til de dybe skel som barn, men med krigen blev skolegårdens kendte ansigter til fremmede fjender. - Jeg har min historie, mine vilkår. Jeg kan ikke lave om på dem, men må leve med dem. Alens helt egen historie holder han igen med, bogen skal gerne have en fortsættelse, og den slutter, da Miki flygter fra flygtningelejren. Han flygter fra gruen, frygten og de daglig drab på livsmodet, som han holder oppe ved at flirte og finde fællesskaber med andre på tværs af etnicitet nede i heavy metalmusikkens toner og ikke mindst mulighed for ufarlig, samlende småsnak. En distraktion fra krigen, men lige så virkelig som den. - Jeg kan huske, hvad jeg kan. Andre kan huske noget andet. Som Peter Seeberg sagde, så stoler han mere på fiktion end på erindringer. Vi oplever så forskelligt, understreger han, der også har haft brug for en tidsmæssig distance til dagene ved kysten for at kunne se sig selv som en del af et samlet hele. - Jeg har fået sat mine egne oplevelser ind i en kontekst og kan derfor skrive, så det både handler om mig og om alle andre. Forfatteren Alen er sat i gang, han er knyttet til det største forlag, Gyldendal, har fået legater, vil nyde debuten og om "et par uger sætte sig ned og tænke over næste del af livet". - Jeg har levet halvdelen af mit liv i Danmark. Når jeg er i Bosnien, er jeg en betragter. Jeg hører ikke til der længere. Min fars generation vil tilbage og genskabe det, der var, men sådan er det ikke for min generation. Vi vil en anden slags liv. Vi bor her. Lever her, siger han og ser overalt i verden flere og flere, der har flere lande i sig. Også dem handler bogen om. - Jeg har boet i København i 10 år. Her er ingen fremmede, alle er forskellige. Det er både et ingenmands- og allemandsland. Det passer til mig, siger Alen Meskovic og tilføjer fra det lag, der ligger bag sløret: - Jeg føler mig tryg her.