Retspleje

Ung mand i retten to gange på samme uge

Anholdt igen dagen efter han havde været i retten

LØGSTØR:En 18-årig mand fra Løgstør, men bosiddende i Brovst, nåede at stå foran en dommer to gange i den forløbne uge. Tirsdag var han mødt op i retten i Fjerritslev for at få gjort rent bord vedrørende en lang række kriminelle forhold, men allerede dagen efter blev han anholdt igen og sigtet for flere forhold. Derfor stod han også torsdag foran en dommer, hvor han blev varetægtfængslet i 14 dage sigtet for yderligere et antal kriminelle forhold. Ved retsmødet i tirsdags var den unge mand tiltalt for blandt andet tyveri og medvirken i tyveri på Løgstør Skibssmedie, et færdselsuheld samt kørsel i en uindregistrerer, uforsikret bil påmonteret med stjålne nummerplader. Den unge mand har ikke kørekort. Hvad værre var - alle forhold var begået i prøvetiden efter en dom for blandt andet hærværk2. Anklagerens påstand var fængsel i 4 måneder og en bøde på 15.000 kroner for fire gange kørsel uden kørekort. Der var lagt op til en betinget dom, men dommer Thomas Jønler ville se lidt nærmere på forholdene omkring en tidligere dom og prøvetid. Han skulle have haft sin dom i morgen, men allerede dagen efter retsmødet blev han anholdt igen og torsdag eftermiddag stod han så igen foran domemren sigtet for yderligere en lang række kriminelle forhold. Af hensyn til den videre efterforskning blev grundlovsforhøret holdt for lukkede døre. Anklageren, politifuldmægtig Jan Østergaard, ønsker ikke at oplyse, hvornår og hvor mange forhold det drejer sig om denne gang, men oplyser dog, at politiet har anholdt en formodet medgerningsmand, som man efter afhøring ikke fandt grundlag for at få varetægtsfængslet. Under politiafhøring og i grundlovsforhøret nægtede den sigtede sig skyldig i den overvejende del af sigtelserne. Han skal nu sidde varetægtsfængslet til den 8. juli.