16-årig dreng mister livet i scooterulykke i Brabrand

Tre teenagedrenge på en scooter forulykkede sent onsdag aften i Brabrand ved Aarhus. En blev dræbt.

En 16-årig dreng mistede sent onsdag aften livet i en scooterulykke i Brabrand. (Arkivfoto)

En 16-årig dreng mistede sent onsdag aften livet i en scooterulykke i Brabrand. (Arkivfoto)

BRABRAND:En 16-årig dreng på en scooter har mistet livet i en trafikulykke i Aarhus-bydelen Brabrand.

Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Flemming Lau natten til torsdag.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken onsdag klokken 23.31.

- Anmeldelsen går på, at der er tre personer på en scooter, som er kørt ind i et træ. Da vi kommer derud, er der kort tid efter en læge, der erklærer den ene for død, siger vagtchefen.

Der er tale om tre teenagedrenge.

Tidligt torsdag morgen oplyser Flemming Lau, at de pårørende til den dræbte er underrettet.

Den 16-årige dreng var fra Aarhus.

De to overlevende er en 17-årig dreng og en 18-årig mand. De to er ligeledes fra Aarhus.

Den 17-årige har brækket en arm, mens den 18-årige er sluppet med knubs.

Det er fortsat uvist, hvorfor de tre teenagedrenge kørte ind i træet.

- Vi har ingen forklaring endnu, men vi tror, at det skyldes uopmærksomhed. Vi har ikke grund til at tro, der ligger andet bag, siger vagtchef Flemming Lau.

Ulykken skete i krydset mellem Louisevej og Brabrand Skovvej.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.