Tyverier

Ung mand stjæler fra sagesløse kvinder

To gangbesværede kvinder var kort før nytår udsat for to nærmest identiske tasketyverier i Hjørrings midtby, men politiet har endnu ikke fået fat i gerningsmanden. Derfor beder politiet nu offentligheden om hjælp.

Den første tyveri fandt sted fredag 28. december i St. Kirkestræde mellem kl. 12.30 og 14. En 77-årig kvinde kom gående med sin rollator, da en ung mand pludselig kommer løbende og hiver tasken fra den forskrækkede kvinde. Det samme sker lørdag 29. december, hvor det går ud over en 37-årig kvinde, der ligeledes kom gående med sin rollator i Dronningensgade tæt ved Hjørring Teater, da en ung mand overhaler hende og stjæler hendes taske, inden han løber væk fra stedet. Ifølge vicepolitikommissær Peter Skovbak fra Nordjyllands Politi i Hjørring har politiet en formodning om, at det er den samme mand som står bag tasketyverierne. Det har politiet på baggrund af hændelsesforløbet og de forklaringer, som de to kvinder har givet. Politiet efterlyser derfor en mand på ca. 15-20 år. Han er 170-175 centimeter høj og tynd. Han var iført en hvid hættetrøje eller jakke muligvis med en lille pelskant på hatten og lyse eller hvide bukser. Nordjyllands Politi i Hjørring hører meget gerne fra vidner til de to tyverier eller fra folk som mener at kende gerningsmandens identitet på telefon 114. steffen.bek@nordjyske.dk