Ung pige blev krænket i flere år

Retten i Hjørring har afsagt dom i en sag om langvarig blufærdighedskrænkelse af en pige fra Frederikshavn. Pigens tidligere stedfar nægtede sig skyldig

Retspleje 10. december 2011 05:00

En 44-årig mand med bopæl i Hjørring stod fredag tiltalt for blufærdighedskrænkelse af sin tidligere steddatter, som skulle være foregået i en periode fra september 2008 til november 2010. Manden havde i en årrække haft et forhold til pigens mor, som han delte lejlighed med på skiftende adresser i Frederikshavn. Pigen, som i dag er 16 år, boede sammen med sin far, men overnattede ofte ved sin mor og den 44-årige stedfar. Det var under disse besøg, at pigen følte sig krænket. Truet til anklage Den 44-årige mand forklarede i retten, at han havde haft et godt forhold til steddatteren, og at han på hendes opfordring havde nusset hende på ben, arme og mave ved flere lejligheder. Han mente ikke, at der var noget seksuelt i det, og han nægtede sig skyldig i anklagerne om blufærdighedskrænkelse. Den tiltalte gav samtidig udtryk for, at pigen var blevet truet af sin far til at fremsætte anklagerne, fordi de to mænd tidligere havde haft en kontrovers. - Aldrig i livet Pigens far var indkaldt som vidne i sagen, og han fortalte, hvordan han pludselig havde set, at datteren skiftede adfærd. Blandt andet opgav hun kontakten til flere nære venner og gik ikke længere op i sit udseende. Faderen bekræftede, at han tidligere havde haft en kontrovers med den 44-årige mand, men han tog stærkt afstand fra påstanden om, at han skulle have tvunget sin datter til at fremsætte anklagerne om blufærdighedskrænkelse. - Aldrig i livet. Jeg har den dejligste datter, der kan gå på to ben, og jeg ville aldrig trække hende igennem sådan en sag, sagde han. Frygt for vold Den 44-årige mand forlod retslokalet, da den 16-årige pige skulle afgive forklaring. Det var et ønske, som pigens bistandsadvokat havde fremsat, og som dommeren efterkom. Pigen forklarede, at den 44-årige i flere tilfælde havde opsøgt hende, når hendes mor ikke var til stede. Han havde blandt andet rørt hendes mave og inderlår, og i enkelte tilfælde havde han også berørt hendes baller og bryster. Pigen slog samtidig fast, at manden aldrig havde rørt hendes underliv, men at han havde haft fingrene under kanten på hendes trusser. Hun havde ikke turdet fortælle sin mor om krænkelserne, fordi hun tidligere havde set den 44-årige mand slå hendes mor, og at pigen derfor frygtede, at noget lignende kunne gentage sig. - Min mor skulle ikke straffes, sagde pigen. I november 2010 blev det dog for meget for pigen, og hun betroede sig til sin faster. Iscenesat og instrueret Anklageren ønskede, at den 44-årige mand skulle have en fængselsstraf på mellem tre og fire måneder. Forsvareren var lodret uenig. Han mente, at pigens vidneudsagn var iscenesat og instrueret fra faderens side. Dommen faldt efter et kvarters betænkningstid, og den 44-årige mand blev idømt 30 dages fængsel. Oveni den straf kom 30 dages betinget fængsel, som i realiteten var en fornyelse af en betinget voldsdom, som den 44-årige modtog i oktober 2010. Anklageren udbad sig betænkningstid til at vurdere en eventuel anke.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...