Ung røverbande i fængsel

Overfaldt helt to tilfældige unge i Vodskov og truede 12-årig i Gug

AALBORG:Gaderøverierne har den senere tid sat sit dystre præg på Aalborg, der har været udsat for flere grove tilfælde. Men røverierne indskrænker sig ikke kun til den store by. For nylig gik det ud over to unge i Vodskov, der blev slået og truet til at udlevere penge. Nu har Retten i Aalborg idømt en 19-årig mand, som førte an i røveriet, 10 måneders fængsel. To medhjælpere på 18 år er idømt henholdsvis 8 og 6 måneders fængsel. Desuden har politiet også haft fat i en kun 14-årig dreng, der også var særdeles aktiv. På grund af sin alder kan han ikke straffes men er nu anbragt på et socialpædagogisk opholdssted. 14-årig slog løs Røveriet fandt sted lørdag 4. juni sent om aftenen, hvor en flok på fire unge fra Vodskov var på vej til Hjallerup Marked. De var i godt humør og havde fået lidt at drikke. Da bilen med røverbanden kom kørende, råbte de feststemte unge noget efter den. Det fik røverbanden til at vende om på befaling fra den 19-årige, hvorefter jagten gik løs. To sprang af de jagtede unge sprang ned ad en sidevej og gemte sig i en privat have, men to andre var ikke så heldige. De forsøgte at skjule sig i et skur ved den lokale døgnkiosk i Vodskov, Trip Ind, men røverne fik øje på dem og var over dem. Den 19-årige langede den ene en lussing og krævede at få penge, hvorefter han fik 500 kroner. Det var dog ikke nok. Røverne krævede også at få udleveret hans dankort og pinkode, og alvoren blev understreget med flere slag. Ofret afleverede derefter kort og pinkode - dog med en bevidst forkert talkombination. Det andet offer blev også afkrævet penge, men han havde nået at smide sin tegnebog fra sig i skuret, og det opdagede røverne ikke. Han blev dog af den 14-årige slået flere gange. Efter røveriet satte banden kursen mod Nørre Uttrup Torv i Nørresundby, hvor der blev forsøgt hævet på dankortet, men det kom der altså ingen penge ud af på grund af den falske pinkode. 12-årig truet To af røverne blev også fundet skyldige i trusler mod en 12-årig dreng, som de nogle dage inden røveriet i Vodskov, havde passet op i Gug. Drengen kom cyklende på Landlystvej og skulle ordne noget med sin cykel, da en bil kørte op på siden af ham. Den 19-årige råbte til drengen, at han skulle give ham sine penge, ellers ville han tage dem fra ham. Den kun 12-årige gjorde et stærkt indtryk i retten, da han helt roligt fortalte, at han havde været hunderæd og oplevet situationen som meget ubehagelig, men han blot havde ladet som ingenting, og derfor var der ikke sket yderligere. Den 19-årige, som altså var drivkraften i røveriet i Vodskov og truslerne mod drengen i Gug, er tidligere straffet. Under sagen blev han også dømt for hæleri af 17 armbåndsure til en værdi af 20.000 kroner. Alle tre dømte har bedt om betænkningstid med hensyn til anke.