Ung, thybo og læge i Afrika

Siden 9. klasse har Ane Fisker fra Klitmøller med få pauser læst og arbejdet i udlandet

Magnus Bjerg
Ane Fis­ker på 28 år ar­bej­der i dag i den vest­af­ri­kan­ske stat Gui­nea-Bis­sau, langt fra fø­de­by­en Klit­møl­ler.
Klitmøller 28. december 2007 21:06

Når Ane Fisker fra Klitmøller står op, er det en glædelig overraskelse, hvis der er vand til et brusebad. Og har hun lyst til at løbe en tur, skal hun gøre det om morgenen. Resten af dagen er det alt for varmt. Den kun 28-årige thybo har taget turen fra lægestudiet i Århus til den lille vestafrikanske stat Guinea-Bissau. Der giver hun A-vitaminer og vaccinationer til børn, som en del af ¿Bandim¿-projektet, der er et samarbejde mellem Serum Instituttet i København og Sundhedsministeriet i Guinea-Bissau. Det skal i sidste ende gerne redde livet for en masse børn i den tredje verden. - Jeg tror ikke, jeg kan redde verden, men jeg får forhåbentlig gjort den til et bedre sted, fortæller Ane Fisker over en ulden telefonlinje, der bryder sammen flere gange i løbet af interviewet. Vennerne skuffede Selv betegner hun sig som en brændende idealist. En egenskab hun for alvor tillagde sig, da hun tog anden og tredje gymnasieår på en skole i Indien gennem organisationen ¿United World Colleges.¿ - Det var egentlig lidt tilfældigt, at det blev indien. Jeg var jo glad for at gå på gymnasium i Thisted. Men allerede på det tidspunkt havde jeg nok lidt udlængsel, siger hun og fortæller, at hun mellem folkeskolen og 1. g var au pair i Tyskland. På gymnasiet i Indien var idealerne fred og international forståelse. Det gjorde det svært for hende at vende hjem til Thy bagefter. De gamle venner skuffede hende. Ingen tvivl - Samtalerne gik stort set kun på, hvad der var sket siden den sidste fest. Hvordan kunne det være så vigtigt, når der var børn ude i verden, der sultede? spurgte Ane Fisker, der havde forventet, at de gamle venner delte hendes bekymring for den fattige verden. Tiden i Thy lige fyldte hende med en følelse af utilfredshed. - Problemerne lå jo helt andre steder. De lå ude i verden, forklarer hun. I 2000 til Århus for at starte på medicinstudiet, hvor hun først på niende semester for fik afløb for sin udlandstrang igen. - Jeg havde egentlig søgt ind på Karolinska Institutet i Sverige, men da jeg så opslaget om et forskningsår i Guinea-Bissau, var jeg ikke i tvivl om, at det var det, jeg skulle søge, fortæller Ane Fisker. Generatorstøj Efter en måneds intensivt sprogkursus i Portugal i september 2004, rejste den unge medicinstuderende til Guinea-Bissau. Siden har kun de obligatoriske klinikophold og afslutningen på medicinstudiet kunnet få hende tilbage til andedammen i Danmark for længere perioder ad gangen. I dag leder hun A-vitaminprojektet som phd-studerende og kan se frem til mindst halvandet år mere med arbejde i det afrikanske vildnis. For når Ane Fisker og hendes hold skal følge op på mødrene og deres børn i landsbyerne, sker det i firehjulstrækker. Ofte via næsten ikkeeksisterende veje. - Når jeg har været af sted længe med det mobile team, trænger jeg bare til at komme tilbage til et sted med lys, generatorstøj og vand, der ikke skal hentes i en brønd, siger Ane Fisker, der kan tilbringe op til to uger på de bumlede junglestier. Alligevel føler hun sig hjemme i det fremmedartede, men meget åbne land. - Alle synes, de skal lære mig at kende. Det er ikke som i Thy, hvor man lige skal se hinanden an først. Når jeg er ude og løbe, råber folk, jeg ikke kender, tit ¿Hey branco!¿ (hej hvide -red). Det ville jeg være ret overrasket over, hvis jeg oplevede i Thy, griner Ane Fisker. Når hun har været hjemme og besøge de gamle gymnasievenner i Thisted, har hun tit følt sig anderledes og tvungen til at forsvare, hvorfor hun valgte en sikker turnusstilling på et dansk sygehus fra for at arbejde til få penge i Afrika. Alligevel er Ane Fisker ikke i tvivl om, hvor ¿hjem¿ er for hende. Ville ikke kunne andet - Da jeg kom hjem fra Indien, kendte jeg ikke til styrken i det nære. Men i dag er jeg ikke i tvivl om, at jeg har rødder i Danmark og i Thy, hvor mine forældre og søskende bor. Jeg kunne ikke lave det, jeg laver i dag, hvis ikke jeg havde min familie, der støttede mig, forklarer hun. På trods af det kommer der nok til at gå lang tid før, Ane Fisker lader sin rødder gro fast i den danske muld: - Lige nu vil jeg ikke tro, jeg overhovedet kunne lavet andet. Så en hverdag med en fast stilling på et dansk hospital virker utrolig fjern.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...