Ung tysker når sin første US Open-finale efter comeback

Tyskland har ikke vundet en grand slam i herresingle siden Boris Becker i 1996. Nu står Zverev med chancen.

Zverev var lutter smil efter sin sejr mod den spanske overraskelse Pablo Carreño Busta.

Zverev var lutter smil efter sin sejr mod den spanske overraskelse Pablo Carreño Busta.

NEW YORK: For første gang i sin karriere er 23-årige Alexander Zverev i en grand slam-finale.

Med cifrene 3-6, 2-6, 6-3, 6-4, 6-3 slog han i semifinalen natten til lørdag i US Open spanske Pablo Carreño Busta og fuldendte dermed et stort comeback efter at have været nede med to sæt.

Kampen mellem den 5.-seedede tysker og den 20.-seedede spanier var en ujævn affære.

Favoritten Zverev lignede i de to første sæt en mand, der var tynget af forventningerne og ramte slet ikke niveauet.

Imens kørte solide Carreño Busta på og tog sig af sættene i sikker stil 6-3, 6-2.

Men herefter skiftede kampen karakter.

Carreño Busta faldt i niveau - især havde han svært ved at få serven til at fungere - og tabte de to næste sæt mod Zverev, før han tog en timeout for at få sin ryg tilset.

I sidste sæt fik Zverev brudt spanieren i første parti og cruisede sig herefter til sejren.

- Da jeg var ned med to sæt mod nul, så jeg op på pointtavlen og tænkte: Jeg kan ikke tro, at jeg står i semifinalen, hvor jeg burde være favoritten, og er nede to sæt mod nul, sagde Zverev efter kampen.

- Jeg vidste, at jeg måtte spille bedre og være mere stabil. Men jeg er i min første grand slam-finale, og det er det eneste, der betyder noget.

I finalen møder han østrigske Dominic Thiem, der natten til lørdag slog russiske Daniil Medvedev i tre sæt.

For Zverev er det i Rafael Nadals, Roger Federers og diskvalificerede Novak Djokovics fravær en gylden mulighed for at sikre sig sin første grand slam-titel.

Og for Tyskland kan det blive første gang, siden Boris Becker i 1996 vandt Australian Open, at en tysk mand løfter et grand slam-trofæ.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.