Ungarns interesse for russisk vaccine er problem for EU

Ungarns interesse for Sputnik V er helt usædvanlig for et EU-land og skaber spændinger mellem Budapest og EU.

Præsident Vladimir Putin udveksler håndtryk med Ungarns leder, Viktor Orban. Mellem 3000 og 5000 ungarere vil måske deltage i kliniske test af Ruslands Sputnik V-vaccine mod covid-19, oplyser en ungarsk minister på Facebook. (Arkivfoto)

Præsident Vladimir Putin udveksler håndtryk med Ungarns leder, Viktor Orban. Mellem 3000 og 5000 ungarere vil måske deltage i kliniske test af Ruslands Sputnik V-vaccine mod covid-19, oplyser en ungarsk minister på Facebook. (Arkivfoto)

BUDAPEST:Mellem 3000 og 5000 ungarere vil måske deltage i kliniske test af Ruslands Sputnik V-vaccine mod covid-19. Det skriver den ungarske minister for menneskelige ressourcer, Miklos Kasler, på Facebook.

Det er en plan, som er helt usædvanlig for et EU-land, og den ventes at forværre forholdet mellem Budapest og Bruxelles.

I henhold til EU's regler skal Sputnik V-vaccinen autoriseres af Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, før den kan anvendes i et af de 27 medlemslande.

70 klinikker i Moskva kunne lørdag tilbyde de første skud coronavaccine til nogle af de mest udsatte grupper, herunder læger, lærere og socialarbejdere.

Det var den første større udrulning af den russiske vaccine.

I forvejen havde Rusland vaccineret over 100.000 mennesker, der tilhører risikogrupperne. Det oplyste sundhedsminister Mikhail Murasjko i sidste uge.

Præsident Vladimir Putin siger, at Rusland kan have to millioner vacciner klar inden for få dage.

Rusland var et af de første lande, der meddelte, at man var i gang med at udvikle en vaccine. Og det var også et af de første lande til at meddele, at Sputnik-vaccinen var godkendt.

Men forskere har kritiseret processen, og der er skepsis over for den russiske vaccine i EU-landene og i USA.

I Budapest påpeger minister Miklos Kasler, at en delegation af medicinske eksperter fra Ungarn i Moskva har modtaget en "detaljeret underretning" om den russiske vaccine.

Delegationen bemærkede, at "vaccinen produceres med den seneste teknologi og i overensstemmelse med Verdenssundhedsorganisationen, WHO's, regler.

Rusland ville kunne sende en del coronavaccine til Ungarn allerede i denne måned, hedder det.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.