Ungarsk forsvar overraskede danskerne i EM-drama

Danmark spillede mandag 24-24 mod Ungarn ved EM-slutrunden og er langtfra sikker på at gå videre.

Det ungarske forsvar gjorde ondt på Rasmus Lauge og resten af den danske EM-trup, der mandag spillede uafgjort mod Ungarn.

Det ungarske forsvar gjorde ondt på Rasmus Lauge og resten af den danske EM-trup, der mandag spillede uafgjort mod Ungarn.

MALMØ:De danske håndboldherrer blev mødt af et yderst offensivt forsvar, da de stod over for Ungarn i EM-gruppekampen mandag aften.

Det overraskede danskerne, der lavede et hav af fejlafleveringer og angrebsfejl i løbet af kampen, der endte 24-24.

- Den forsvarskonstellation generede os godt og grundigt, og de fik fremprovokeret alt for mange fejl.

- Vi var ikke dygtige nok til at løse det og til at få bare en lille smule rytme ind i kampen, siger Rasmus Lauge.

Han og Mikkel Hansen var ved VM sidste år Danmarks to største stjerner, men mandag aften i Malmö Arena fik de to verdensstjerner langtfra spillet til at flyde.

Hansen, der blev dansk topscorer mod Island, scorede mod ungarerne blot tre mål på otte forsøg.

- De dækkede jo smart nok. De tog to af vores spillere væk og lod den tredje spille med stregen, og det formåede vi aldrig at løse, siger Mikkel Hansen.

Det kom også bag på den danske forsvarsgeneral Henrik Møllgaard, at Ungarn mødte danskerne så højt oppe på banen.

- Det overraskede mig, at de gik frem i så offensivt et forsvar, som de gjorde. De havde set, hvor store problemer det gav os mod Island, og så gav de det en chance, og det lykkedes de fint med.

- Og de chancer, vi fik spillet os frem til, brændte vi på Mikler, siger Henrik Møllgaard og henviser til Roland Mikler i det ungarske mål.

Keeperen stod en stor kamp, og han mener også, at Ungarn var gode til at drille de danske verdensmestre.

- De kæmpede, men de havde problemer, og vi var det klogeste hold i dag.

- Vi førte hele vejen igennem indtil allersidst, så det var en god indsats af os, siger Mikler.

Danmark møder onsdag Rusland i den sidste gruppekamp. Her skal danskerne vinde, mens de skal håbe på, at Ungarn taber til Island, ellers er EM forbi allerede inden mellemrunden for de danske OL- og verdensmestre.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.