Ungarsk rapsodi med mislyde

Agnes Farkas og Beatrix Benyats kan stadig ikke finde melodien med Aalborg DH

SK Århus Aalborg DH 26-32 Håndboldligaen, kvinder ÅRHUS: Forrige søndag i Slagelse spillede Agnes Farkas førsteviolin for Aalborg DH, men i udekampen mod bundholdet SK Århus startede den ungarske stjerne med at have store problemer med at finde melodien. Det blev til ni kasser og dermed en godkendt præstation, men den ungarske rapsodi startede med visse mislyde, selv om hun sammen med landsmandinden Beatrix Benyats startede ud med at score de fire første ADH-mål. Allerede efter ti minutter forlangte cheftræner Christian Dalmose en timeout og få sekunder senere blev Farkas bænket. Efterfølgende viste og forklarede Dalmose på tegnebrættet, hvad han forventede af sin stjerne. - Jamen, jeg synes da, at hun spillede sig op i anden halvleg, lød den diplomatiske melding fra bossen på bænken. Han erkendte dog, at han ikke havde været ubetinget tilfreds med hverken Agnes Farkas' spil i almindelighed eller det nordjyske spil i særdeleshed. - Men jeg er sikker på, at hun nok skal slå til for os i de vigtige kampe. Hun har stadig meget at give af, men hun har fået sin træning ødelagt lidt af nogle småskader, forklarede han. - Og vi fik jo, hvad vi kom her efter: To point på en dårlig dag. Det er da okay. Det skulle dog tage hele 40 minutter, før filmen knækkede for hjemmeholdet og Aalborg DH med fire mål på stribe trak fra til 21-17. Siden var den nordjyske sejr aldrig i fare, men inden havde Rikke Nielsen & Co. holdt de nordjyske fans på pinebænken med en slap indsats ovenpå det forrygende orgie mod Slagelses danske mestre. Det nordjyske forsvar havde svært ved at få fat i det ellers omstændelige århusianske angrebsspil. Tilsyneladende skulle hjemmeholdet bare have tålmodigheden, så åbnede der før eller siden sig en ladeport i forsvaret. Ikke mindst omkring Agnes Farkas, der forsvarsmæssigt fylder alt for lidt. Samtidig kneb det gevaldigt at dæmme op for den århusianske hurtigløber Julie Transel, når hun slog kontra efter nordjyske angrebsfejl. Derfor kunne bundholdet også holde trit - og ind imellem tilmed overhale - ADH-spillerne indenom. I sidste ende blev overmagten dog for stor for SK Århus, som på søndag har endnu et nordjysk hold på menukortet, når Fox Team Nord gæster Atletion. Fox-træner Heine Eriksen var på plads til søndagens kamp og han kan ikke være blevet skræmt af århusianernes styrke før bundopgøret.toto Kampfakta: Stillinger undervejs: 1-0, 3-2, 6-4, 6-8, 8-10, 10-10, 10-12, 13-13, 16-15, 17-17, 17-21, 19-24, 21-27, 24-29, 26-30. Mål for SK Aarhus: Julie Transel 8, Christina Kørup Pedersen 6 (3), Karina Bjørn 5, Camilla Transel 4, Merethe Hansen 2 og Camilla Lund 1. Mål for ADH: Agnes Farkas 9 (4), Louise Mortensen 6, Natalia Derjugina 4, Erika Nilsson 4, Beatrix Benyats 3, Anniken Solberg 2, Bettina Nielsen 2 og Rikke Nielsen 2. Udvisninger: SK Aarhus 4, Aalborg DH 4. Dommere: Peter Lorentzen og Jan Sabroe. Tilskuere: 3300 i Atletion.