Ungarsk regeringschef nægter at gå af

EMNER 20. september 2006 06:00

BUDAPEST: Han vil ikke gå trods en skandale, hvori han blev afsløret i bevidst at have løjet for vælgerne. Den ungarske premierminister, Ferenc Gyurcsany, gentog tirsdag sit nej til opfordringer om at forlade posten, efter at en videooptagelse viser ham erkende over for socialistiske partikammerater, at han var uærlig over for vælgerne i valgkampen forud for parlamentsvalget i april. Her genvandt socialisterne magten, og det er oppositionen under ledelse af centrum-højre partiet Fidesz, som vil have Gyurcsany til at vige pladsen. Ferenc Gyurcsany advarer samtidig om, at de ungarske myndigheder vil slå hårdt ned, hvis der kommer optræk til en gentagelse af demonstrationen i Budapest natten til tirsdag. Omkring 150 mennesker blev såret i sammenstød mellem politi og demonstranter, som kortvarigt indtog den statslige tv-bygning. De omkring 10.000 deltagere i demonstrationen var tirsdag formiddag svundet til et par hundrede, men om eftermiddagen begyndte forsamlingen af protesterende på pladsen ved parlamentet atter at vokse. Gyurcsany oplyser, at han har givet politiet ordre til at bruge “alle midler” for at bevare ro og orden i hovedstaden. - At gå på gaderne er ikke en løsning, men en kilde til konflikter og krise, sagde Gyurcsany efter de værste optøjer efter kommunismens sammenbrud i Ungarn i 1989. Ferenc Gyurcsany erkender på den afslørende videooptagelse, at han og socialisterne undlod at fortælle vælgerne om Ungarns dybe økonomiske krise og behovet for dybtgående indgreb for at skaffe penge i statskassen, så politikerne kan begynde at reducere landets enorme statsunderskud. Premierministeren erklærer, at regeringen vil fortsætte og fremskynde de økonomiske reformer, der ses som den egentlige årsag til demonstrationen. Målet er, at Ungarn kan kvalificere til at komme med i eurozonen. /ritzau/AFP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...