Frederikshavn

Ungdommens nye checkpoint

FREDERIKSHAVN:De unge i Frederikshavn har igen fået deres eget hus, og i en form, der gør det nok så attraktivt og levedygtigt, idet Frederikshavn Ungdomsskole, SSP-ungdomskonsulenten og Uddannelsesvejlederen for de 16-19 årige nu er under samme tag. Adressen er samtidig så central, som den kan være, i den tidligere kommunale musikskoles lokaler i Skolegade. Der var da også liv i kludene fra dag 1, ved lørdagens åbent hus arrangement, hvor aktiviteterne havde bredt sig også til maskinhallen og til de mange lokaler i denne ende af den samlede bygning, Skolegade 6-8. Ungdomsskolens elever gav på åben hus dagen smagsprøver på alt, hvad den indeholder, fra barske glæder og vilde vover som klatring og rapelling på den til lejligheden opstillede og syv meter høje klatrevæg i maskinhallen, jagt og sportsdykning og til de mere stille, kreative sysler som kagebagning, bolchefremstilning, glasslumping, computergrafik og sprogundervisning. Det nystartede Ungdomsnetværket var rundhåndet med t-shirts og rundede selv dagen af med den arrangerede koncert med lokale bands og billetter til stand-up komikeren Uffe Holm i Musikhuset som gratis sidegevinst. -halb