Ungdomsfilm søger talenter

Unge nordjyder mellem 14 og 18 år, som går rundt med en skuespiller gemt i maven, har muligheden for at prøve talentet af, når der castes til en ny dansk novellefilm på Det Hem'lige Teater i Aalborg. Bag filmen står den 32-årige instruktør Kasper Bisgaard, der er uddannet på den polske filmskole. Med støtte fra Talentudviklingspuljen og Den Vestdanske Filmpulje er han i gang med at strikke en ungdomsfilm sammen. - Filmen handler om kærlighed og vold, og om den identitetskrise man står i som teenager, når man ikke længere er barn og endnu ikke er voksen, fortæller Tommy Duus, der er caster på filmen. - Vi leder efter efter en pige og to drenge, og mere vil jeg sådan set ikke sige om, hvad vi søger. Manuskruptet til filmen er ikke så firkantet, at vi skal bruge et helt bestemt udseende, så castingen afgør, hvem vi skal bruge. Tommy Duus vil videooptage alle de fremmødte, mens de fremsiger replikker. Han kigger efter noget helt specielt ved de unge skuespillerspirer. - Jeg kigger på følelse, betoning og rytmefald, når replikkerne bliver fremsagt, siger Tommy Duus og fortsætter. - Man skal kunne være sig selv, når man står foran kameraet, og det er pissesvært. Rollen skal ikke overspilles. Så er det faktisk bedre, at man underspiller den. Filmen skal optages over tre uger i april, og castingen starter 28. februar klokken 15.00.