Ungdomsfilmen hitter igen

Efter en død periode kan det unge biografpublikum igen se danske kvalitetsfilm om teenagetidens problemer

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Med ”Ang. Lone” fra 1970 skiftede dansk film fra at være fjollet far-til-4-komik til at være stærkt socialrealistisk. Der blev blandt andet vist nærbilleder af en abort i filmen.

”Min stemme er i overgang mit hår er helt forkert jeg går det forkerte tøj og så er jeg genert…” Sådan lød det i titelsangen til ungdomsfilmen ”Vil du se min smukke navle” fra 1978, der handlede om forelskelser, intriger og alle de andre følelsesladede begivenheder, som de fleste 14-årige kommer ud for. Også Nils Malmros’ 25 år gamle ”Kundskabens træ” tog unges problemer alvorligt, og med sine rammende skildringer af teenageårenes op- og nedture er filmen om en århusiansk skoleklasse blevet en klassiker. Det samme er ”Zappa” og ”Tro, Håb og Kærlighed” af Bille August fra begyndelsen af 1980’erne. Siden da har det imidlertid været småt med mindeværdige danske ungdomsfilm, men det billede er ved at ændre sig. Bare inden for de seneste tre år er det unge biografpublikum blevet forkælet med film som ”2 ryk og én aflevering”, ”Bagland” og senest ”Råzone”, der i dag får følgeskab af Christina Rosendahls spillefilmsdebut, ”Supervoksen”. - I en årrække er der ikke blevet lavet særlig mange seriøse ungdomsfilm, og så kommer der pludselig en stribe kvalitetsfilm, der både er blevet godt modtaget af anmeldere og publikum. Filmene beskæftiger sig med temaer, der er relevante for målgruppen, og ingen af dem kammer over i komediegenren, som mange film – ikke mindst de danske – har en tendens til, siger medieforsker Christa Lykke Christensen fra Københavns Universitet. Fælles for flere er af filmene er, at de ikke kun handler om klassiske teenagebekymringer som udseende og popularitet hos det modsatte køn. - De er socialrealistiske og tager alvorlige emner op som problemer med integration, arbejdsløshed og det at være på kanten af samfundet i det hele taget. Unge vil, lige som alle andre, have film, der vækker til eftertanke og rører dem. Og det gør film som ”Bagland” og ”Råzone”, der viser, at der er grupper i samfundet, for hvem livet er svært og ikke bare et spørgsmål om at få den nyeste mobiltelefon, siger Christa Lykke Christensen. Hun mener, at den moderne ungdomsfilm er meget mere rå end forbillederne fra 1970’erne og 1980’erne, der med dagens øjne kan virke ret tilforladelige. - Tonen er hård, og man går længere i skildringerne af de problemer, som filmens personer har. Aggressionerne lurer hele tiden under overfladen, og som instruktør er man parat til at gå meget tæt på både den psykiske og fysiske vold. I det hele taget er der mere ekstrem adfærd og flere vilde følelser, men sådan er det generelt med alle medieprodukter i dag, siger Christa Lykke Christensen. Ifølge hende er også lydstyrken og musikken blevet betydeligt voldsommere, hvilket er med til at sætte gang i følelserne nede på stolerækkerne. - Man kunne være et surt brokkehoved og sige, at den eneste måde at få et ungt publikum i tale åbenbart er ved at lave film om ekstremer. For hvor sigende er det egentlig om helt almindelige unge? Men på den anden side må man hilse filmene velkommen, for de vil noget andet og mere end den endeløse række af ligegyldige tv-serier og realityshows, som bliver lavet til unge, siger medieforskeren. Selv om alkoholmisbrug, kriminalitet og blodig vold for alvor har vundet indpas i ungdomsfilmen, er den svære kærlighed og forholdet til forældre og kammerater stadig en fast og vigtig ingrediens. - Som ung er man på vej ud af en vis form for uskyldstilstand. Verden åbner sig, og man forlader familiens skød, får nye venner og skal selv til at etablere sociale relationer, som tidligere blev givet af først familien og senere skolen. Man begynder at interessere sig for det seksuelle område og skal pludselig til at forholde sig til sin krop og hvem man selv er, og den slags identitetsproblemer vil altid være godt stof i en ungdomsfilm, siger Christa Lykke Christensen, der mener, at det øgede fokus på børn og unge som selvstændige og bevidste forbrugere har været med til at gøre ungdomsfilmen attraktiv igen for filmbranchen.