Musik

Ungdomsgudstjeneste og koncert i Elling

ELLING:Elling får i morgen besøg af seks unge talentfulde amerikanske musikere, som udgør teamet Watermark. Watermark sponseres af den amerikanske ungdomsorganisation Youth Encounter, som har flere lignende teams, der rejser i andre verdensdele. Medlemmerne i Watermark bruger et år i denne fuldtidsopgave, som bringer dem til hundreder af kirker, skoler, ungdomsklubber, institutioner og fængsler i USA og Danmark. Ca. fire måneder tilbringes her i landet. Fra januar til maj rejser de landet tyndt med et program, der omfatter musik, drama, foredrag og debat - alt sammen med det formål at dele ung kristen tro og kultur med mennesker i alle aldre. Fra lignende besøg hvert andet år fra 1994 - 2000 ved arrangørerne, at et møde med Watermark er en spændende og udfordrende oplevelse, der giver alle tilhørere rig lejlighed til at få udvidet den kirkelige og kulturelle horisont. I Danmark tilrettelægges Watermarks besøg i samarbejde med Indre Missions musikkonsulent og Indre Missions ungdomskonsulenter. I Elling medvirker Watermark onsdag d. 5. marts først ved en ungdomsgudstjeneste og senere er der koncert og café i sognegården. Der er gratis entré.