København

Ungdomshus nu skamstøtte

Lige hjemkommet fra København med det tidlige morgenfly bladrer jeg NORDJYSKE igennem. Overskrift: ”Politiet gav borgere sten”. Hvor pokker har de fået den idé fra?

I tirsdags måtte over til København at se, at det var sandt, at de væltede det for almindelig mennesker så pragtfulde Folkets Hus. Jeg mente ikke, det kunne være sandt. Mine øjne fortalte mig, at det skete. TV 2 News blæste det ud i min stue hvert minut. Men det kunne da ikke være sandt, hvem havde i sin vildeste fantasi forestillet sig, at et menneske med dansk statsborgerskab, nok så magtfuld, ville kunne få lov smadre et symbol på det danske folks vilje og ofre, og Københavns borgmester er ovenikøbet socialdemokrat, ligesom jeg selv var forleden dag? Jeg gik rundt på Nørrebrogade og oplevede alle de følelser, der rammer én, når noget fundamentalt bliver taget fra én. Min søn, som bor i København, kørte mig derhen, da jeg som rigtig nordjyde ikke helt vidste, hvor det præcist var. Det var lidt småkoldt, og jeg valsede ind, hvor der stod en ung smuk dame og en høj, barhovedet mand. Jeg lagde godt nok mærke til, at han havde noget i det ene øre, tænkte (stadigvæk nordjyde), at han nok havde en hørenedsættelse. Jeg faldt hurtigt i snak med den unge kvinde, som havde boet på stedet det meste af sin barndom, jeg fortalte, hvor jeg kom fra , og at jeg havde taget et fly for at komme herover for også at sanse og om muligt forstå, hvad der skete. Og at jeg havde tænkt på, at jeg ville have en sten fra huset med hjem for altid at vide, at det virkelig var sket, men turde jeg bøje mig ned for at samle en op? Nej. det turde jeg nok ikke, jeg turde heller ikke gå rundt med den i tasken. Jeg foreslog mig selv, at jeg måske kunne få en betjent til at give mig en. Den høje unge mand med hørenedsættelsen holdt med mig i, at det skulle jeg nok ikke gøre, hvis jeg da overhovedet kunne få fat i en, da der jo var afspærring og de lastbiler, der kørte ”brokker” væk var umulige at komme til. Man kunne heller ikke komme til at snakke med chaufførerne, da de havde elefanthuer på. Det troede jeg var forbudt. Jeg mente da, at politiet skulle kunne se, hvem de havde med at gøre? Han mente, der var givet dispensation? Jeg fik aldrig en sten med hjem, for da du måske forsøgte at opfylde mit ønske, var jeg frysende og regnvåd på vej ned ad Nørrebro, for at komme hjem i varmen hos min søn og svigerdatter og mine vidunderlige børnebørn. Jeg ønsker stadigvæk at få en sten, for guds skyld ikke en brosten, selvom den ville være et symbol på unge magtesløse menneskers reaktioner mod et åbenbart lige så magtesløst, men ret så håndfast samfund. En af dem kunne sagtens være en af mine tidligere elever, hvor systemet har givet op, så hvis du hr undercoverbetjent, eller hvad du nu er skulle læse det her, så skylder du mig en rød mursten fra Ungdomhuset. Jeg ønsker det bedste for den grund, der nu ligger som et åbent sår midt i København, en skamstøtte ville nok være på sin plads.