Ungdomsklub raseret

Blodspor afslører måske indbrudstyve på Vebbestrup Skole

Weekendens indbrudstyve og hærværksmænd i ungdomsklubben i Vebbestrup Skoles kælder efterlod meget afslørende blodspor over alt i kælderlokalet, hvor de har stjålet og raseret for op mod 100.000 kroner. - Hvis de står registreret i noget dna-register, har de så godt som meldt sig selv. - Politiet tog nemlig dna-prøver fra nogle af de mange blodspor, som lå spredt over alt på gulvene, fordi nogen tydeligvis har skåret sig på knust glas, fortæller en vred og ærgerlig ungdomsskoleinspektør Jens Peter Ellefsen. - Ungerne var rent ud sagt tossede over, at det skulle gå ud over deres ungdomsklub, og det forstår jeg godt. Indbrudstyvene efterlod sig et sørgeligt syn, og vi har brugt hele mandagen på at rydde op efter svineriet, fortæller Ellefsen. Ud over stort set at rydde hele bulen efterlod vandalerne sig visitkort i skikkelse af sprayede ukvemsord på døren, opbrudte og ituslåede skabe samt smadrede ruder. På tabskontoen står to stationære computere, en bærbar pc, en fladskærm, en PlayStation, en Nitendo Wii, en projector, diverse spil, 120 flasker halvanden liters sodavand, et powermix musikanlæg med to højttalere og byttepenge i en pengekasse. Også skolepedel Peter Pedersen har i sit værktøj haft uvelkomment besøg af samme gerningsmænd og mistet blandt andet boremaskine og forskelligt værktøj. - Hvis ikke, forsikringen dækker det fulde beløb, rammer det ungerne, fordi vi ikke selv har råd til at dække mankoen, beklager Jens Peter Ellefsen. Han har nemlig prompte investeret i et nyt, elektronisk overvågningsanlæg, som allerede i løbet af tirsdag blev installeret. - Tyvesikring koster os mange tusinde kroner både i indkøb og drift. Men det er desværre nødvendigt. Det har vist sig effektivt i de øvrige ungdomsklubber, som ikke har været plaget af indbrud siden. Derfor tager vi nu konsekvensen også i Vebbestrup, siger Jens Peter Ellefsen.