Ungdomsleder sigtet for sex-overgreb

FREDERICIA:Politiet i Fredericia har sigtet en 19-årig mand for sex-overgreb under en folkekirkelig sommerlejr. Manden har ifølge politiet krænket en stribe småpiger, som han underviste i kristendomskundskab. Mindst tre piger har klaget over, at den unge mand har været for nærgående over for dem i ferien. Den 19-årige skulle ifølge anmeldelsen blandt andet have befølt småpigerne på brystet og stukket sin hånd ned i deres trusser, skriver Ekstra Bladet fredag. Ifølge politiassessor Bo Hjeds, Fredericia politi, er den nu sigtede ikke enig i, at det skulle forholde sig sådan, som det fremgår af anmeldelsen. Politiet fik anmeldelsen den 30. juni, og onsdag fik politiet videoafhørt de tre piger i sagen. På denne baggrund valgte politiet at rejse sigtelse mod manden. Faderen til den ene af de tre piger, som ifølge anmeldelsen blev krænket af lederen på den kristne sommerlejr, troppede for 14 dage siden op på den rideskole, hvor den 19-årige arbejder, skriver Ekstra Bladet fredag. Her overfaldt han i raseri den unge mand, som skulle have forulempet hans datter. Kolding Politi bekræfter, at der er indgået en anmeldelse om vold på rideskolen, og at den forurettede er en 19-årig mand. Ifølge vicepolitikommissær Hans Ove Sørensen er man i færd med at efterforske sagen, og faderen til den lille pige risikerer dermed en sigtelse for vold. /ritzau/