Ungdomsskole-satsning på flere kulturelle tilbud

Danske kunstnere og kendte foredragsholdere præsenteres i Hørby

Skolevæsen 5. september 2002 08:00

HØRBY: Hørby Ungdomsskole ønsker at være med til intensivere udbudet af kulturelle tilbud i lokalområdet. Det vil ske i form af en række interne og eksterne foredrags- og koncertarrangementer. - Det bliver ikke kun skolens elever, der får glæde af de kulturelle tilbud. Vi satser også på, at de skal være til glæde for det lokale samfund, siger ungdomsskolens nye viceforstander, Ole Læborg. Hørby Ungdomsskole vil i efteråret tilbyde koncertoplevelser med danske kunstnere - og vel at mærke både nye navne og etablerede kunstnere. Den første koncert afvikles 26. september med "Natural Born Hippies" på scenen. Ud over koncerten vil det blive fortalt om det at være rockmusiker, om MTV-tv-stationen og om fremstilling af store musikvideoer og international berømmelse. I samarbejde med LOF er der 24. oktober tilrettelagt en foredragsaften med den kendte tv-læge Peter Qvortrup Geisling, der vil fortælle om sine programmer. Kun fire dage senere, den 28. oktober, vil der blive afviklet et korstævne med deltagelse af kor fra tre andre efterskoler. Korene vil blive akkompagneret af et professionelt orkester. Musikken vil være nye rock- og popting. Syng og spil dansk Få dage efter byder Hørby Ungdomsskole på en "Syng og spil dansk dag". Den vil byde på en række interne arrangementer og blive afsluttet med en koncert med Troels Skovgaard og Engquist Orkster. Trommeslageren og jazzambassadøren Henrik Engquist, der bor i Lyngså, har med sit orkester bestående af kendte musikere igennem en årrække leveret solide og medrivede konceter i ungdomsksolens musikhus - senest med den amerikanske komponist og keyboardspiller David Garfield. Denne gang spiller orkestret sammen med den danske guitarist Troels Skovgaard, der bl.a. er kendt fra Jan Glæsels Orkester, Linie 3 og tv-programmet "Hit Med Sangen". 28. november præsenteres et nyt stort navn i den danske musikverden, nemlig Janne Mark, der vil give koncert på skolen. Janne Mark er både sanger, sangskriver og komponist med uddannelse fra Vestjysk Musikkonservatorium. Hun har i år været en af de syv nye i dansk musik, som Danmarks Radio har sat speciel fokus på i programmet "Karriere Kanonen". Også den danske vokalgruppe "Infinity" vil give koncert på Hørby Ungdomsskole. Datoen er dog endnu ikke endelig fastlagt. 4. december bydes der på en foredragsaften med hele Danmarks "Hr. Jul", Benno Buhl Blæsild, der er museumsinspektør i Den Gamle By i Århus. Han har gennem en årrække i radio, tv og ugeblade fortalt danskere om juleskikke før og nu. I Hørby bliver hans foredragsemne "Fra hedenskab til julegaveræs".

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...