Ungdomsskole tjekker op på sikkerhed

Aalborg-skole gennemfører planlagte skiture til Hovden

AALBORG:- Den tragiske dødsbrand i Norge giver os selvfølgelig stof til eftertanke, og vi vil på den baggrund tjekke op på vores regler og sikkerhedsprocedurer. Udmeldingen kommer fra Elisabeth Brun, der er souschef på Aalborg Ungdomsskole i Aalborg. Tre unge danske piger mistede livet ved en hyttebrand natten til tirsdag ved Hovden. Aalborg Ungdomsskole var i den forgange weekend på skitur til netop Hovden, hvor man også har været før med elever fra ungdomsskolen. Weekend-skiture Elisabeth Brun oplyser til NORDJYSKE, at skolen i indeværende ski-sæson har arrangeret yderligere to weekend-skiture for eleverne til Hovden. - Vi sender ca. 40 unge i alderen 14 til 18 år til Hovden 2. til 5. marts og et tilsvarende antal i perioden 9. til 12. marts. - Det er jo en frygtelig ulykke, og vi vil naturligvis tage op til overvejelse, om der i givet fald er forhold i forbindelse med sådanne rejser, som vi skal være mere opmærksomme på. Forbud mod alkohol Souschefen pointerer, at Aalborg Ungdomsskole har meget klare regler for de unges adfærd på rejserne. - Der er totalt forbud mod eksempelvis alkohol på vores ture, ligesom stoffer naturligvis også er bandlyst. Eleverne har også generelt forbud mod at ryge indendøre. - Vi forlanger og kræver desuden en ordentlig opførsel af alle vores elever, siger Elisabeth Brun og tilføjer, at Aalborg Ungdomsskole heldigvis har været forskånet for ulykker. Svært at gardere sig Dødsbranden i Norge får dog ikke Aalborg Ungdomsskole til at aflyse de forestående weekendture. - Det er jo ikke selve området, der er årsag til ulykken, så derfor gennemfører vi turene som planlagt, siger souschefen og peger på, at man i sagens natur aldrig kan gardere sig 100 procent mod eventuelle ulykker. Aalborg Ungdomsskole har på årsbasis ca. 7.000 elever af kortere eller længere varighed.