Ungdomsskoleelever får sig en på opleveren

HORNE:87 elever og en gruppe lærere fra Horne Ungdomsskole, drager i denne uge på eventyr i det store udland. Ungdomsskolen har som afslutning på dette skoleår, arrangeret rejser til Krakow i Polen, Kangerlussuaq i Grønland og en busrejse igennem Tyskland og Tjekkiet. Allerede sidste efterår valgte eleverne på Horne Ungdomsskole, hvilken af de tre rejser de ville med på. I løbet af skoleåret har eleverne forberedt deres tur, som en aktiv del af skole-årets arbejde. Efter hjemkomsten skal eleverne arbejde videre med deres erfaringer og oplevelser fra rejsen. - Vore elever drager ikke blot afsted på en ferierejse. - De er på studietur og formålet er blandt andet at give dem et møde med nye kulturer, fortæller forstander på Horne Ungdomsskole, Mogens D. Jensen. En gruppe elever skal blandt andet besøge koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau i Polen. Andre elever skal besøge bilfabrikken Skoda i Tjekkiet, og i Grønland skal et hold elever prøver kræfter med den den barske arktiske natur. Horne Ungdomsskole har allerede planlagt sine rejser for næste skoleår, hvor turene går Afrika og Færøerne.