Dronninglund

Ungdomsskolen var på ski'eren

FREDERIKSHAVN:Frederikshavn kommunale Ungdomsskole har igen i år haft unge på ski i vinterferien. Det er blevet tradition, at Ungdomsskolen arrangerer vinteraktiviteter. Turene går til Norge, hvor der køres fjeldski og til Østrig hvor det alpine skiløb dominerer. Den specielle skiform Fjedski eller Telemarksi er traditionel norsk stilart, nærmest en slags slalom på langrendski. Det kræver en øvet skiløber, men under kyndig ledelse af Arne Ugilt og Kurt Thomsen fik deltagerne en herlig oplevelse i det sne- og solrige Hemsedal. Samme vejrlig var der også i Bad Gastein i Østrig, hvor 17 frederikshavnere, sammen med 100 andre unge nordjyder, boltrede sig med slalom i en lille uge, på nogle lækre og velpreparerede pister. Ikke en sky viste sig på himlen gennem hele ugen, så de sneklædte Alper viste sig fra sin smukkeste side. Det er et samarbejde mellem seks kommunale nordjyske ungdomsskoler, som muliggør dette store arrangement. Brønderslev, Dronninglund, Læsø, Frederikshavn, Åbybro og Løgstør står bag og leverer ledere til turen. Fra Frederikshavn var viceungdomsskoleinspektør Jens Mathiasen arrangør og turleder. Det tværkommunale initiativ er en stor succes, og der er allerede truffet forberedelser til en ny tur næste år.