Ungdomsspiller sikrede sig tre klubmesterskaber

HVALPSUND:Camilla Bols var den helt store vinder, da Hvalpsund Badmintonforening kårede sine klubmestre ved et fem timer langt aftenstævne. Hun vandt således ikke færre end tre titler, nemlig i single samt i de to doubler. Ialt kan13 medlemmer af Hvalpsund Badmintonforening det næste års tid smykke sig med titlen som klubmestre. Ved mesterskabsstævnet var de yngste først på gulvet, og spillerne i old mix-rækken sluttede turneringen. I U-9 herresingle blev Rune Nielsen klubmester foran Lars Jensen, mens Jonas Kastbjerg sikrede sig titlen i U-11 herresingle. Her blev Rune Rasmussen nr. to. U-11 damesingle havde Lone Kosack som vinder foran Emilie Madsen, og i rækken U-15 damesingle sikrede Camilla Bols sig mesterskabet foran Diana Hille. I U-17 herresingle kan Simon Madsen nu kalde sig klubmester, idet han vandt rækken foran Rasmus Laigaard. Camilla Bols og Simon Madsen spillede sig til mesterskabet i U 15 mix foran Karina Byrialsen og Thomas Bach, og Camilla Bols' tredje mesterskab sikrede hun sig i U 17 damedouble, hvor hun havde Nicoline Laigaard som makker. Nr. to i denne række blev Karina Byrialsen og Dianna Hille. Senior-A herredouble fik Lars Nielsen og Tonni Jessen som klubmestre foran Jan Jensen og Per Kastbjerg. Endelig blev mixeddouble blandt old boys spillerne vundet af Vibeke Nielsen og Finn Esphavn med Birgit Overgaard og Gerdt Sørensen på andenpladsen. En håndfuld af de dominerende spillere ved klubmesterskabet - Nicoline Laigaard, Rasmus Laigaard, Camilla Bols og Diana Hille - har i øvrigt gjort Hvalpsund Badmintonklub stor ære med deres deltagelse i ungdoms-landsmesterskaberne i Fredericia. Rasmus Laigaard nåede til ottendedels finalen, Nicoline Laigaard kom i finalen og fik sølv, mens der var bronzemedaljer til Camilla Bols og Diana Hille. Endnu bedre gik det i doublen, hvor Nicoline Laigaard og Camilla Bols smashede sig til et sæt guldmedaljer.