Unge aalborgensere i slagsmål på Uret

MIDTBYEN:Politiet sendte betjente fra uropatruljen på diskoteket Uret i Jomfru Ane Gade, da der ved 02.45-tiden natten til i går opstod slagsmål mellem to unge aalborgensere. Politiets vagthavende oplyser, at begge var ret berusede, og at de blev taget med på politigården, hvor de fik en overnatning i detentionen. Det er politiets indtryk, at de to, som er henholdsvis 21 og 22 år, var lige gode om det, der foregik. Derfor ender opgøret næppe som en voldssag i retten. Derimod er der lagt op til, at de to skal have bøder for overtrædelse af restaurationsloven.