Tyverier

Unge afsløret af billeder i kamera

Tre unge blev forstyrret under indbrudstogt i Gug

AALBORG:Billeder kan være meget nyttige, når forbrydelser skal opklares. Det fik Aalborg Politi bevis for, da tre unge mænd onsdag middag blev anholdt og fundet i besiddelse af tre kufferter med bærbare computere. I den ene af taskerne lå der også et digitalkamera, og et af billederne på rullen viste et hus med et par biler holdende i indkørslen. Ud fra registreringsnumret på den ene af bilerne, fandt politiet frem til, at huset lå på Uranosvej i Gug. Politiet forsøgte flere gange at kontakte adresse, men ingen svarede. Ud på eftermiddagen kom beboerne hjem, og så var det politiets tur til at blive ringet op. Beboerne kunne nemlig konstatere, at der havde været indbrud i villaen, og tre bærbare computere var stjålet. På det tidspunkt gik de tre unge mænd til biddet og erkendte, at det var dem, der tidligere på onsdagen havde lavet indbruddet i villaen, hvor de også havde stjålet en dvd-afspiller, smykker, ure og småpenge. Blev befippet I første omgang var politiet kommet på sporet af de tre unge, fordi en beboer på Th. Staunings Vej i Gug havde været udsat for en noget mystisk episode. Som omtalt i gårsdagens avis havde kvinden været hjemme, da det ringede på døren. Hun kunne se, at en ung mand i hip-hop tøj stod uden for døren og troede, at det var en af sønnens venner. Derfor åbnede hun ikke. Men pludselig så hun to andre og for hende ukendte unge mænd løbe rundt ude i haven. Da hun åbnede døren, blev den unge mand noget befippet og begyndte at spørge efter bussen, og hvor den gik fra. Kvinden pegede i retning mod busskuret, og de tre unge mænd forsvandt i den udpegede retning. Men kort efter kunne kvinden konstatere, at vinduet ind til det ene børneværelse var brudt op, og derfor fik hun mistanke om, at de tre unge mænd havde forsøgt at lave indbrud. Politiet blev alarmeret og en patrulje fandt kort efter de tre fyre siddende i et busskur på Landlystvej med tre tasker med bærbare computere foran sig. Kendt i forvejen Under afhøring hos kriminalpolitiet har de erkendt indbruddet i villaen på Uranosvej, men de nægter at have forsøgt at lave indbrud i villaen på Th. Staunings Vej. - Men vi har sigtet dem både for indbrud og forsøg på indbrud. Det er vores indtryk, at de ringede på døren til huset på Th. Staunings Vej for at undersøge, om der var nogen hjemme, og da døren ikke med det samme blev åbnet, troede de, at der var fri bane, siger vicekriminalkommissær Frank Olsen fra Aalborg Politi. De tre sigtede er 18, 18 og 17 år og kommer fra Nørresundby og Vadum. Politiet kender dem i forvejen, men ikke godt nok til, at man ville kræve dem varetægtsfængslet. Derfor blev de løsladt og kan forvente et retsligt efterspil.