Trafikulykker

Unge bilister kører kamikazekørsel

KØBENHAVN:Unge mænd slår sig selv og andre ihjel i trafikken i en sådan grad, at Havarikommissionen for Vejtrafikulykker får gjort dem til genstand for sin første store undersøgelse: "Eneulykker med bilister under 25 år". Udgangspunktet er: Hver fjerde dræbte i trafikken skyldes ulykker med bilister under 25 år. I hver fjerde ulykke med en ung bilist har der ikke været andre biler involveret. Havarikommissionen har undersøgt 32 eneulykker med 13 dræbte og 47 kvæstede meget grundigt. - Undersøgelsen viser blandt andet, at 8 af de 10 dræbte kunne have været reddet, hvis de blot havde spændt sikkerhedsselen, siger kommissionsformand Sven Krarup Nielsen. Først på mandag bliver hele rapporten offentliggjort, og derfor vil Sven Krarup Nielsen ikke sige mere om resultaterne. Rapporten indeholder også forslag til, hvad politikere og myndigheder kan gøre for at begrænse de mange ulykker. Undersøgelsen viser ikke, om prøvekørekortet har haft nogen effekt, og det er ifølge Sven Krarup Nielsen en af de ting, der skal følges op. Den 1. marts i år trådte en ny regel i kraft, som betyder, at nybagte bilister mister kørekortet ubetinget, hvis de i de to første år laver unoder, som for andre koster en betinget frakendelse. /ritzau/