Aalborg

Unge blander sig mere

Flere og flere unge vælger at deltage aktivt i politisk eller fagligt arbejde. Det viser nye tal fra en undersøgelse lavet for Dansk Ungdoms Fællesråd.

- Du kan deltage, i det omfang du har lyst, og kæmpe for de du brænder for. Det er fordelene ved græsrodarbejde, siger Dorte Mose Pedersen. Hun er koordinator i Aalborg for ungdomsbevægelsen Genstart Danmark. Foto: Niels Meredin

- Du kan deltage, i det omfang du har lyst, og kæmpe for de du brænder for. Det er fordelene ved græsrodarbejde, siger Dorte Mose Pedersen. Hun er koordinator i Aalborg for ungdomsbevægelsen Genstart Danmark. Foto: Niels Meredin

Her svarer 68 procent, at de i høj eller nogen grad har noget at bidrage med, når der diskuteres politik. Samtidig har de politiske ungdomspartier oplevet en medlemsfremgang på omkring 10 procent inden for de seneste to år. - Unge interesserer sig i langt højere grad end tidligere for samfundsforhold. Og de engagerer sig mere aktivistisk end organisatorisk, fortæller Jeppe Bruus Christensen, formand for Dansk Ungdoms Fællesråd. Han mener, at de unges samfundsinteresse kommer til udtryk på en række forskellige områder og ikke bare ved deltagelse i politisk arbejde. De deltager eksempelvis aktivt i demonstrationer, indsamlinger, happenings og debatter på nettet. Årsagen skal findes i stor utilfredshed, mener formanden. - Den politiske debat handler i høj grad om ældre og velfærd. Og når de unge så oplever, at de er blevet flere elever i undervisningslokalerne, priserne på offentlig transport stiger, og at de får flere undervisningstimer uden lærere, så føler de, at de ikke bliver taget alvorligt, forklarer Jeppe Bruus Christensen. - De føler ikke, de bliver lyttet til. Ingen politikere taler for alvor de unges sag. Det er en af hovedårsagerne til den udvikling, vi nu ser, siger han. Og på Aalborg Universitet kan Johannes Andersen, lektor i økonomi, politik og forvaltning, nikke genkendende til tendensen. - Først og fremmest kendetegner det de unge, at de spreder sig over hele det politiske spekter. Hvis man sammenligner med tidligere, så bruger de ikke politik som en mulig indentitetsdannelse, men som et personligt projekt. Og her er der så nogen, der springer ud på det dybe vand og er meget aktive, forklarer Johannes Andersen.